I 1600-tallet indvandrede en gruppe finner til de øde egne på grænsen mellem Norge og Sverige. Skovfinner blev de kaldt, og i 1800-tallet boede de der stadig. Efter 200 år var de på én gang indfødte i området og alligevel fremmede, disse finsk talende svenskere fra de dybe skove. Nogle klarede sig godt på store gårde, de fleste var som alle andre svenskere på dette tidspunkt ludfattige.

Vi mødte dem første gang i romanen Der vokser et træ i Mostamägg, som fortalte om livet på kanten af sult og nød i en tid, hvor ødemarken trænges tilbage og det svenske samhälle trænger sig frem. Det er ikke længere nok at kunne malke en ko og leve af skoven; man skal også kunne læse og skrive, have skøde på sin jord og stå skrevet i kirkebogen.

Himmelbjørnens skov er andet bind i serien, og tager fat hvor den første sluttede. Taneli er i fængsel, og begivenhederne i saunaen trækker lange, mørke spor gennem mange menneskers liv. Lina og børnene skal samle stumperne af deres liv, og samtidig begynder fogedens folk at interesserer sig for hvem der har papir på jorden i skoven.

Børn fødes, gamle dør og forfædrenes skikke er kommet under pres. Præsten er fuld af gode viljer, men selvom ånden er redebon er kødet skrøbeligt, for frustrationerne vokser og for mange er skoven ikke længere nok. De drømmer om rigdom og Amerika og mere end bare at være husfrue på en gård…

Himmelbjørnens skov samler smukt op hvor Der vokser et træ i Mostamägg slap, og viderefører den smukke skrivestil og indlevelsen i mennesker, der på én gang er lige som os og samtidig så utrolig forskellige. Jeg glæder mig til bind 3!

Britt Karin Larsen: Himmelbjørnens skov. 278 sider, Gyldendal. Oversat af Camilla Gellert Nielsen, udkom i 2016