”Et ønskebarn kommer til verden, født under kærlighedstræet. Et andet barn kommer til verden, født under ensomhedstræet (…)” Sådan begynder en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft denne sommer.

Vi er i de dybe skove, på grænsen mellem Norge og Sverige. Det er midten af 1800-tallet (sådan ca.) og fattigdom, uvidenhed og overtro er udbredt. Befolkningen er skovfinner. De nedstammer fra finner der er indvandret til området for flere århundreder siden, men de taler deres eget sprog, har deres egne skikke – og dem har de i det store og hele fået lov til at beholde.

Skovfinnerne står i modsætning til de ”rigtige” svenskere, men langsomt er nye tider også ved at trænge sig ind i ødemarken. De må ikke længere bruge svedjebrug, den unge præst ønsker af et godt hjerte at hjælpe sine sognebørn både åndeligt og med mad og uddannelse. Det er svært det hele, for i uår dør folk på stribe og for nogen er fromheden kun ganske tynd, for nedenunder finder man den gamle tro på magi og besværgelser.

Der vokser et træ i Mostamägg fortæller om nogle af disse fattige skovfinner og deres kamp for at klare sig. Sult og kulde er levevilkår, men det er hjælpsomhed også – og hor og druk, som altid. Det hele er fortalt med stor kraft og indlevelse, så man næsten kan lugte de røgfyldte hytter, mærke angsten for bjørnen i skoven og se øksen falde…

Det er en fremragende roman, og jeg lagde kun modvilligt bogen fra mig. Heldigvis er det kun første bind i en serie på i alt syv om skovfinnerne og deres slægt med titlen Folket i Finnskogen, og jeg glæder mig allerede til det næste bind i serien.

Britt Karin Larsen: Der vokser et træ i Mostamägg. 175 sider, Gyldendal. Meget fint oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, udkom 2009