// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Wendy og Richard Pini: Elverfolket 1: Ulverytterne og Solfolket
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy, Tegneserie

Wendy og Richard Pini: Elverfolket 1: Ulverytterne og Solfolket

Skrevet af den 8. august 2020 – 06:33Ingen kommentarer

Elverfolket blev skabt i 1978 og er blevet udgivet løbende siden da. Nu er de så blevet genudgivet i en ny oversættelse og med en ny farvelægning. Desuden er dette bind en opsamling af de oprindelige fem numre af Elverfolket.

Elverne stammer fra De høje, som ankom på magisk vis til jorden, hvor de straks kom i krig med menneskene. Elverstammen Ulverytterne har herefter boet i den mørke skov, men de bliver jaget på flugt af menneskene. De tvinger sig vej ned gennem troldenes huler, hvor troldene til gengæld får snydt elverne, så de ender ude i den varme ørken. De finder vej, døden nær, hen til en anden elverstemme, Solfolket. Der er store forskelle mellem de to eleverstammer, men Ilder, som er høvding for Ulverytterne, falder for den smukke høvdingedatter, Leetah. Kan han vinde hendes hjerte, eller vælger hun Rayek, som hun er vokset op sammen med? Og kan Ulverytterne og Solfolket forenes trods deres forskelle?

Det er tydeligt, at historierne er forfattet og tegnet i 1970’erne. Mændene er muskuløse og stærke, modige og dumdristige. Kvinderne er sensuelle og frodige, rolige og omsorgsfulde. Og så ser man naturligvis modsatte træk af disse kønsmønstre hos de centrale karakterer. Samtidig er det tydeligt, at forfatterne har progressive tendenser, der er påvirket af samtiden, da vi ser stærke og selvstændige, kvindelige figurer og et opgør mod den tanke, at det kun er mændene, som tager sig af de fysiske og farlige udfordringer.

Farverne er levende og strålende, og de giver både liv og følelser til tegningerne med flotte karakterer og spændende miljøer. Der er brugt tid og omhyggelighed på såvel detaljerne som fantasien.

Til denne tegneseriesamling er der også sort og hvid ekstramateriale bagerst i bogen i form af en ekstra, lille historie, som udspiller sig efter den egentlige afslutning, og ekstra sider, som er fraklippede, små bider, der passer ind i hovedhistorien.

Det er en historie om kærlighed og overlevelse og om at overvinde forhindringer og at finde sin egen vej og sin egen værdi. Historien er fint fortalt med et spændende plot, der portrætterer elvere på en anden måde, end vi blandt andet ser hos Tolkien, selvom der stadig er visse ligheder.
Den egner sig særdeles godt til fantasylæsere og tegneseriefans fra 11-12 års alderen og helt op som voksne.

Wendy og Richard Pini: Elverfolket 1: Ulverytterne og Solfolket. Oversat ved Paw Krogsbæk Mathiasen. Forlaget Fahrenheit, juni 2020. 213 sider.