Ved 2. Verdenskrigs afslutning blev det mest ødelæggende våben nogensinde taget i brug. Amerikanernes atombomber smadrede store japanske byer, og tvang nationen til overgivelse. I årene efter krigen fortsatte udviklingen af disse masseødelæggelsesvåben, og der gik kun få år før man igen stod på tærsklen til en ny omfattende krig mellem kommunistiske samfund i øst og kapitalistiske i vest.

Den kolde krig førte dog ikke til en ny verdensomspændende krig, men angsten for krigen og de nye våbens destruktive kræfter satte lande verden over i beredskab. Således også Danmark, hvor man forsøgte at planlægge og forberede statens og civilsamfundets overlevelse. Hvordan man gjorde det, og hvor danske borgere levede med truslen, er emnet for antologien ’Atomangst og civilt beredskab’.

Bogen lykkes flot med at skildre den angst og magtesløshed, der ramte den almindelige borger, som iagttog kriser rundt om i verden. Truslen om krig blev opfattet meget bogstaveligt, også hos myndighederne. Et konkret eksempel herpå giver museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museer, Bodil Frandsen i sin beskrivelse af Regan Vest. Man opførte i dybeste hemmelighed bunkers, hvor regeringen og kongehuset kunne søge beskyttelse, hvis krigen mod østblokken brød ud. Anlægget blev opført som led i arbejdet med det såkaldte totalforsvar, hvor man både planlagde militære operationer, samt de civile beredskabsopgaver.

Lektor Marianne Rostgaard ser nærmere på de civile aspekter og om man ville kunne overleve en atomkrig. Civilforsvaret brugte mange ressourcer på at oplyse danskerne om, hvordan man skulle forholde sig under et angreb, så de vidste, hvordan man reagerede mest rationelt. Der blev udgivet pjecer, produceret tv-udsendelser og skrevet artikler i dagbladene, og danskerne blev opfordret til at lære førstehjælp, brandslukning mm.

Iben Bjørnsson, museumsinspektør ved Koldkrigsmuseum Stevnsfortet, har også fokus på det det civile forsvar i sit tankevækkende kapitel om information fra myndigheder til borgere om den nye trussel. Hun beskriver såvel kommunikation om om beskyttelsesrum og nødlagre, som de mere psykologiske aspekter. Folk skulle oplyses og til en vis grad også skræmmes, så krigstruslen blev taget alvorligt, uden at frygten førte til panik og hysteri.

Atomangst og civilt beredskab kommer vidt omkring og viser også, hvordan forestillingerne om krig og atomvåben ændrer sig over tid, vi er med til UNESCO-konferencer og kan læse om atomprøvesprængninger og amerikanernes arbejde med at udvikle brintbomben. Enkelte af bogens kapitler er snørklet skrevet, men flertallet af indlæggene er velfortalte og indsigtsfulde, men også foruroligende. Mange danskere var ganske enkelt bange, og krigstruslerne hang som en skygge over hverdagslivet. Bogen er krydret med gengivelser fra aviser, foldere og detaljerede tegninger fra arbejdet med REGAN, så man får et meget nuanceret billede af, hvordan det var at leve i skyggerne af en potentiel atomkrig.

Marianne Rostgaard og Morten Pedersen (red.): Atomangst og civilt beredskab. Aalborg Universitetsforlag. 256 sider, juni 2020