Har man været på en arbejdsplads nogle år, er man sikkert stødt på begreber som forandrings- og omstillingsparat. Det skal man nemlig være i en verden, der hele tiden ændrer sig, og det lyder jo egentlig meget naturligt, og som noget de fleste vil sige, at de skam er. Men forventningen om at være forandringsparat hænger tit og ofte sammen med, at der er krise. Arbejdspladsen står på en ’brændende platform’ – et andet populært begreb, og der skal skæres ned på medarbejderstaben, der er større organisationsændringer på vej, måske skal virksomheden flytte til en anden landsdel, eller man skal orientere sig mod andre produkter og markeder.

Virksomheden forsøger typisk at gøde jorden for forandringerne med forandringsledelse. Det sker måske via et redskab som forandringskurven, der illustrerer, hvordan mennesker under forandringer gennemlever forskellige faser med benægtelse, reaktion, udforskning og endelig, nyorientering – det vil sige accept af de nye omstændigheder.

På trods af at der er mange gode redskaber til rådighed, og at virksomheder investerer tid og kræfter på at føre organisation og medarbejdere gennem forandringsprocesser, møder forandringerne stærk skepsis og modstand. Hvad skyldes det, spørger ledelsesrådgiver Christian Ørsted i sin bog?

Hans tese er befriende enkel. Med den gængse forandringsledelse skaber virksomheder indtryk af, at alt er megakritisk – som oliearbejdere står man på den brændende platform og kan vælge at blive ædt op af flammerne eller kaste sig i vandet. Virksomheden er ganske enkelt truet på sin eksistens med mindre, der gennemføres radikale forandringer. Og derfor kære medarbejdere, må I bare værsgo acceptere de løsninger, som vi kommer med.

Ørsted benægter på ingen måde, at der er behov for at forandre sig og turde gå nye veje. For verden er usikker, og vi bliver konstant ramt af ting, som ændrer vores arbejds- og privatliv. Men tilgangen til forandringsledelse må ændres, siger han.
En alternativ løsning kan være ikke at øge presset på den enkelte medarbejder. Lad være med at gå ud fra, at medarbejderne er modstandere af forandring, som derfor må besluttes og gennemføres af ledelsen. Tal om det svære på en måde der involverer og som giver reel medindflydelse. Det afgørende for den moderne og reelt forandringsparate leder, er at han eller hun sammen med sine medarbejdere har på rygraden, at forandringer ikke er undtagelser i hverdagen. Forandringer er hverdag, de sker hele tiden, og det et noget vi skal håndtere i fællesskab.

’Fatale forandringer’ er et velskrevet og forfriskende bud på, hvordan ledelsen kan gribe de kontinuerlige forandringer an. Og naturligvis også relevant læsning for medarbejdere i forandringsprocesser, som bogen vil hjælpe til at stille de kritiske spørgsmål og tænke i andre end de gængse løsninger.

Christian Ørsted: Fatale forandringer. People’s Press. 265 sider, juni 2020