Livet har været hårdt ved stakkels Vernon Subutex. I første bind af trilogien om hans liv gik hans pladeforretning nedenom og hjem, og Vernon endte som hjemløs. I andet bind forsøger han med større eller mindre (især det sidste) entusiasme at klare sig igennem gadelivet, men her i bind tre har han fundet et fasttømret sammenhold med en broget flok af musikglade, udstødte, mærkelige og ofte stærkt påvirkede venner.

Vernon kan noget med musikken, og selvom han og hans venner hovedsageligt lever i improviserede lejre rundt omkring i Frankrig, lykkes det dem at vække opsigt med samlinger – en slags stoffri ravepartys, hvor hundredvis af mennesker danser ekstatisk til Vernons playliste natten lang.

Desværre for Vernon og hans broderskab (m/k) er det svært at lægge fortiden bag sig, og gamle traumer og forbrydelser bobler mod overfladen. Man kan ikke samle den slags mennesker omkring sig uden at der er nogen, der har brug for at gøre et regnskab op. Og hvad værre er: Frankrig er i midt 10’erne et samfund på kanten af sammenbrud. Flygtningekrise, racisme, fattigdom, håbløshed, vold og terror breder sig som ringe i vandet, og som altid rammer det de svageste, de udstødte, de hjælpeløse og de resignerede hårdest.

Despentes tegner et billede af et land i opløsning. Et land hvor bunden har givet op og mistet troen på at de selv eller andre kan få et bedre liv. Tilbage er kun de riges udnyttelse, fanatikernes terror og stoffer og alkohol til at dulme smerten. Og så alligevel, som et glimt af tro på fremtiden, Vernons musik, der kan bringe folk sammen – måske.

Vernon og hans venner (og fjender for den sags skyld) udgør et broget felt af mere eller mindre sære eksistenser, der trods alle deres vanskeligheder og tilpasningsforstyrrelser alligevel alle har noget menneskeligt og smukt i sig, selv når de er allermindst modbydelige. Despentes er ingen fattig-apologet og befriende usentimental når hun skriver om kampen for at klare sig igennem tilværelsen og den endnu sværere kamp for at finde mening med det hele.

Det er fransk litteratur på coke, en hyldest til menneskeligheden, en rasende anklage mod et samfund der vender det blinde øje til sine svageste og et råb om oprør mod uretfærdighed, undertrykkelse og vold. Det er fabelagtigt godt skrevet, faktisk så fremragende at jeg anbefaler alle at gøre Vernon Subutex bekendtskab, også selvom slutningen bliver lige spiritualistisk nok for min smag.

Vernon Subutex er som skrevet oven for en trilogi og skal læses i rækkefølge. Heldigvis har forfatteren været venlig nok til at indsætte en kort beskrivelse af de vigtigste personer og hvad der skete i tidligere bind forrest, så læseren kan følge med fra side et selvom der er gået lidt tid siden de første to bind udkom.

Virginie Despentes: Vernon Subutex 3. 414 sider, Gyldendal. Oversat af Victoria Westzynthius, udkom 1. maj 2020