Livet er råt i Paris i det 21. århundrede. Det er ekstra råt for Vernon Subutex, der engang ejede en succesfuld pladeforretning og hang ud med kendte musikere, pornostjerner og rige arvinger. Det var et liv med sprut, stoffer, kvinder og rock’n’roll, men i det 21. århundrede er der ikke længere brug for pladeforretninger, og da Vernon aldrig har taget ansvar for noget som helst, mindst af alt sit eget liv, bliver nedturen brutal, men også selvforskyldt.

Pladeforretningen er historie, og i stedet for at finde et andet job, lader Vernon sig forsørge af gamle venner. Heller ikke det varer evigt, og snart står han uden job, indtægt eller et sted at bo. Så går jagten på nye og gamle venner, der vil stille en seng eller sofa til rådighed hver nat, mens han fortsætter sin livslange række af svigt af andre.

Vernon Subutex er ikke nogen charmerende personlighed, men dem er der generelt ikke ret mange af i denne roman. Her drikkes, hores, tages stoffer og de eneste, der har succes, er dem der har knaldet sig eller arvet sig til den.

I Despentes verden er der ikke meget håb for fremtiden, sikkerhedsnettet er brudt sammen og det samme er samfundskontrakten. Menneskene er der kun for dem selv, og svigter de hinanden, bliver de svigtet dobbelt af magthaverne. Det er et Frankrig uden moralsk kompas.

Virginie Despentes kan med få sætninger trække et helt menneske frem, hvad enten det er den paranoide filmdirektør, den unge skinhead eller den alt for godhjertede – og irriterende – barndomsvens mor. Det er ikke for sarte sjæle, men sort og kras samfundskritik og det er mange steder ganske morsomt. Jeg synes måske, den mangler en smule nerve for at ramme helt rent (hun er altså hverken Houllebecq eller Sonnergaard, men det skal hun jo ikke lastes for), så det er en smagssag.

Vernon Subutex er første del af en trilogi.

Virginie Despentes: Vernon Subutex. Tiderne skifter, 2016. 327 sider. Oversat af Mette Olesen.