Hannah Arendt er med rette en af de mest læste og diskuterede politiske filosoffer fra det blodige og omtumlede forrige århundrede. Som så mange andre filosoffer lider hun under, at mange har læst om hende og færre rent faktisk har læst hende. Hvis man gerne vil råde bod på det, så er Totalitarismens Oprindelse et godt sted at gribe til.

Totalitarismens oprindelses første to bind analysere optakten til de totalitære bevægelser i form af fremvæksten af såvel anti-semitisme som kolonialisme og den indvirken, der havde på samfundets syn på race, religion, politik og menneskelighed. Anti-semitisme er ikke en moderne opfindelse, men i 1800-tallet fik anti-semitismen en ny form i takt med – og fordi – at jøderne opnåede borgerskab på lige fod med andre, konkret bliver Dreyfus-affæren i Frankrig behandlet særdeles indgående. Sideløbende voksede imperialismen frem, der retfærdiggjorde at nogle nationer – de europæiske – overtog herredømmet over andre (i den tredje verden) og fremdyrkede ideen om at nogle nationer var andre overlegene ikke kun i rå magt, men også i rettigheder.

I tredje bind analyserer hun selve totalitarismens kerne og virkeformer, og sætter skarpt på at den i sit væsen er grundlæggende anderledes end andre bevægelser, uagtet at det ikke altid fremstår sådan ved først øjekast. De totalitaristiske bevægelser søgte ikke bare magten for magtens skyld eller magten for at tilgodese sig selv eller sin egen klasse eller familie. Målet var en gennemgribende omkalfatring af samfundet, hvor klasser blev afløst af masser, og hvor terror ikke bare er et nødvendigt onde, men en essentiel del af samfundslivet, ja et mål i sig selv.

Totalitarismens Oprindelse er en kraftpræstation af et værk, og det bliver fremhævet som et af de vigtigste værker i det 20. århundrede. Det er det også, men det er også et værk der i udpræget grad hører til sin egen tid til. Det er skrevet på baggrund af verdenskrigens ragnarok, mens skrigene fra de myrdede stadig runger i ørerne. Det giver værket en indre nødvendighed, et brændende behov for at blive skrevet for at samle op og analyse det uforståelige for en generation, der levede igennem det hele. Det var en styrke, da værket blev skrevet, men det gør det i dag på nogle træk noget bedaget i sine analyser og eurocentrisme.

Vi savner derfor i den grad en moderne tænker, der kan perspektivere og videreudvikle Arendts tanker op til vor tid og trække paralleller (eller afvise paralleller) til de nyere bevægelser – funderet i race, politik eller religion – med totalitære træk som det endnu ikke er lykkedes menneskeheden at vriste sig fri af. Men alas, vores generation mangler stadig at udvikle en Hannah Arendt og indtil da må vi trække det ude af originalen, som vi stadig kan. Der er stadig meget at hente, i øvrigt også som modgift mod de samfundsdebattører der bruger ordet totalitært i flæng om alle synspunkter, de ikke bryder sig om.

Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse I-III. Samlet 916 sider, Klim. Oversat af Per Borch og Tove Nørlund, udkom november 2019