Louise Juhl Dalsgaard: I dag skal vi ikke dø
“Måske vil den her virus/ al ventetiden/ falde ud/ som en blindtegning der/ – som det er jo er med den slags -/ viser sig at være/ alt andet end blind.”
Da Danmark lukkede ned på grund af Covid19-pandemien den 12. marts 2020, blev hverdagen som vi kendte den fuldstændig forandret. Digtsamlingen “I dag skal vi ikke dø” beskriver rammende det limbo, som de fleste mennesker oplevede at befinde sig i, om ventetiden, der hverken er liv eller død. Og så alligevel. For døden og sammenbruddet truer, mens livslysten kradser kontinuerligt.
Mageløst indlevende beskriver Louise Juhl Dalsgaard, hvad der sker når hele verden venter, og når livet skal leves på afstand. Sproget er enkelt og det er dagligdagen med to meters afstand, der indfanges i et legende let sprog, der aldrig slipper alvoren og tyngden.
“vil skrive/ “savner menneskeheden”,/ på min telefon, / men bliver korrigeret/ af autocorrect til/ “savner menneskehuden”.
Raffineret rapporterer digtene og digterjeget fra noget øjeblikkeligt – og netop det, egner lyrikken sig rigtig godt til. Dens form fanger nedlukningen og selve den efterfølgende situation, der er kendetegnet ved et kollaps. Et kollaps af sammenhæng og et kollaps af alle de vante rutiner. Den sammenhæng, som vi normalt hæfter et forløb op på, er sat fuldstændig ud af drift. Og det er netop det Louise Juhl Dalsgaard viser med sin digtsamling, hvor formen underbygger indholdet, og opløser den klassiske epik, men lader poesien gøre det, som den er allerbedst til – at skabe sammenhæng i det sammenhængsløse qua sin form og sine metaforer.
“#dag 23/ samfundet er lagt i kunstigt koma,/ en maskine trækker dets vejr./ på en skærm ved siden af ses/ røde og grønne kurver/ stejle flade korte l a n g e/ der spejler spændingsforskellen/ mellem samfundshjertets/ sammentrækning og afspænding./ Det handler om liv og død./ Det handler om investeringslyst/ om kolde hoveder/ betalingsbalancer/ aktieshorting./ Om politisk poesi/ “Vi må holde sammen/ ved at holde afstand.”
Digtene er formede af et lyrisk jeg, der lytter, sanser, ser, hører og føler. Som var hun en kropslig båndoptager, der afspiller hendes mange observationer og overvejelser via en poetisk ventil. Trods alvoren kan man ikke lade være med at smile genkendende undervejs – for det er jo netop sådan det er! At længes, at håbe, at elske, at frygte. Minutterne med vores elskede. Gentagelserne. Gentagelserne. Gentagelserne på godt og ondt. Ophøret af sammenhæng. Så, hvis du trænger til et smil og en poetisk opmuntring så køb digtsamlingen. Til dig selv, og alle dem du kender. Ja, til alle, du møder på to meters afstand.
Louise Juhl Dalsgaard: I dag skal vi ikke dø, EC Edition, maj 2020, 116 sider.