Faderopgør og fadermord har i hundredvis af år været brændstof for myter og fortællinger.

Jesus havde et ikke helt ukompliceret forhold til farmand Gud, Brutus medvirkede i drabet på Cæsar, og opgøret mellem far og søn blev i Freuds optik til Ødipus-komplekset, hvor barnets eller den unge drengs seksualitet påvirkes og forstyrres som følge af kampen mellem ham og faderen om moderens gunst og opmærksomhed.

Nyligt afdøde Yahya Hassans digtsamlinger er et dansk eksempel på et voldsomt faderopgør. Forfatter og billedkunstner Kaspar Kaum Bonnén har også et regnestykke, som skal gøres op, men der er ikke nær samme drama som hos Hassan. Tonen er mere forsonlig, på trods af de mange svigt og alkoholismen, der prægede faderens, og dermed familiens liv. Det er ikke en Hr. Hvem-som-helst forfatteren gør oprør imod, for Peter Bonnén har i en årrække skabt skulpturer i massevis, og de står spredt ud over det ganske land.

Bogen er en blanding af digte og små koncentrerede noveller, som giver indblik i både faderens og forfatterens liv og virke. Det er en stor styrke ved bogen at Bonnén kan sige meget med ganske få ord, som eksempelvis på side 49: ’Jeg ville skrive en tekst om noget lykkeligt i min barndom, men der er noget sorgfuldt over at erindre det lykkelige. Jeg kommer til at tænke på fraværet, den truende tavshed. De mange gange, jeg er gået alene og svinget med en pind”.

Et andet fint træk ved bogen er, at der ikke klynkes. Ja, man kan have haft en besværlig opvækst med manglende opmærksom fra sin mor og far, men: ”Livet skylder man sine forældre. Men ungdommen må man tage selv”.

Der er en bevægelse i bogen, som binder fortællingen sammen. Forfatteren kan se træk i sig selv, som minder ham om faderen, og skriveprocessen synes at være en rejse frem mod denne erkendelse. ”Det hele gentager sig. Min søn er ked af at han ikke har fået plads nok. Før var jeg en helt i min egen historie, men nu er jeg selv den dårlige far. Jeg kan ikke holde det ud”.

Man må håbe, at Kaspar Baum Bonnén kan leve op til et af de konkluderende afsnit i denne fine lille bog, for så må der være håb: ”Han burde have forstået og accepteret de valg han har taget, og han burde, ikke kun for min skyld, men også for sin egen skyld, have formuleret for mig hvorfor han ikke magtede os. Sandheden kan være barsk, men falskhed er ubærlig, den stadige løgn overfor sig selv”.

Kaspar Kaum Bonnén: bag om min far. Vandkunsten, 99 sider. April 2020