Lige siden jeg læste Heather Morris’ debutroman Tatovøren fra Auschwitz, har jeg ventet med spænding på hendes næste bog, hvor vi endelig finder ud af, hvad der skete med Lales ven Cilka. De overlevede begge deres tid i Auschwitz, men deres liv efter krigen tog to meget forskellige drejninger. For Cilka var mareridtet langt fra slut endnu.

Da russerne i 1945 befrier Auschwitz, kan Cilka næsten ikke tro, at det er sandt. Hun kom til Auschwitz som 16-årig i 1942 og har formået at holde sig i live til krigens afslutning. Men hun bliver fængslet af russerne og dømt uden retssag til 15 år i den russiske Gulag-arbejdslejr Vorkuta i Sibirien, da de har hørt, at hun har hjulpet nazisterne i koncentrationslejren med at sende folk i gaskamrene og helt bogstaveligt været i seng med fjenden. Cilka forstår ingenting – hun var jo ligesom alle andre tvunget til at gøre, hvad der blev sagt. At nægte betød den visse død.

Cilka bliver sammen med en masse andre “fjender af den store russiske nation” sat på endnu en kreaturvogn og kørt i dagevis til Sibirien, hvor hun sammen med en flok kvinder bliver indkvarteret i en barak, der dog ikke er helt så slem som i Auschwitz, for kvinderne har en seng hver og en kulovn midt i rummet, så de kan holde varmen. Men det er svært at bevare håbet i de lange russiske vintre, hvor solen aldrig står op, og de må arbejde i temperaturer på omkring 40 minusgrader.

Cilkas mål er at få overstået tiden i lejren på bedst mulig vis uden at gøre sig bemærket. Men Cilka er en person, man lægger mærke til. Hun er stærk, modig og har en ukuelig vilje til at overleve. Det bemærker ikke bare hendes medfanger, men også personalet i lejren, og endnu en gang kommer det Cilka til gavn.

Jeg var lidt nervøs for, om Cilkas rejse kunne leve op til den stærke fortælling om Lale i Tatovøren fra Auschwitz, men min bekymring blev gjort fuldstændig til skamme. Morris er en eminent historiefortæller, og bogen er så grundigt researchet, at man næsten føler, man selv slæber kul i den sibiriske kulde.

Bogen beskriver primært Cilkas tid i arbejdslejren med alt, hvad det indebærer af hårdt arbejde, fysiske overgreb og håbløshed, men også hendes forskellige jobs som fx sygehjælper og ambulanceredder, og hvordan hun med kløgt og snilde hjælper sine venner. Samtidig får vi tilbageblik til hendes tid i Auschwitz og de frygtelige hændelser, som fx det hjerteskærende øjeblik da hun måtte sætte sin egen mor på dødsvognen mod gaskammeret. Bogen indeholder også til slut et afsnit med yderligere oplysninger om Cilka og hendes familie og et efterord om Vorkuta, som beskriver lejren i et historisk perspektiv.

Det er helt ubærligt, at Cilka efter at have overlevet krigens rædsler blot blev sendt videre til nye rædsler i Sibirien, men Cilkas historie er samtidig en fortælling om håb, kærlighed, utroligt mod og stærk vilje til at overleve i en trøstesløs verden, hvor hun på trods af alt formår at bevare sin medmenneskelighed og gør alt i sin magt for at hjælpe andre – også på bekostning af sin egen frihed.

Cilkas rejse er en dybt rørende historie om en modig kvindes kamp for frihed, og jeg håber inderligt, at der kommer flere historiske fortællinger fra Morris’ hånd, for det er fremragende historiefortælling.

Heather Morris, Cilkas rejse, Forlaget Aronsen, 390 sider, oversat af Randi Bjerre Høfring, juni 2020