// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karin Michaëlis: Krigens ofre
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Videnskab

Forside » Historie, Krige, Politik & debat

Karin Michaëlis: Krigens ofre

Skrevet af den 25. april 2020 – 07:27Ingen kommentarer

Karin Michaëlis er en af det tidlige 1900-tals helt store skribenter. I mange årtier var hun næsten glemt, og var hun husket var det mest for sine Bibi-børnebøger, som også jeg læste med stor glæde som barn. Nu virker det, som der er vokset en ny interesse for hendes forfatterskab frem, og flere af hendes værker bliver genudgivet. Det er fuldt fortjent!

Michaëlis skrev børnebøger, romaner og havde en stor journalistisk produktion bag sig. Under 1. verdenskrig rejste hun rundt i Østrig – altså bag fronten – og det er iagttagelserne herfra, der er blevet til bogen Krigens ofre. Hun besøger flygtningelejre, krigsfanger og hospitalet for sårede soldater. Også våbenfabrikker bliver det til, så forfatteren har fået en helt ualmindelig adgang til hjemmefronten hos en nation i krig.

Karin Michaëlis har et utrolig smukt og indlevende sprog. Hun kan skrive, så man ser de stakkels flygtningebørn i deres aflukker, forstår de blindedes angst for fremtiden og høre maskinernes dunken når kanonerne bliver fremstillet på fabrikken. Hendes fokus er på de små mennesker, der bliver kørt over af det store verdenshjul i en krig, ingen havde forudset konsekvenserne af.

Krigens ofre er fra 1916, og selvfølgelig præger tidens verdensbillede også bogen. Som moderne læser er man nok lidt skeptisk, når det beskrives hvor godt krigsfanger bliver behandlet eller hvor meget Østrig gjorde for sine invalide veteraner. Men jeg læser ikke Krigens ofre som afslørende graverjournalistik, men derimod som en øjenvidneberetning med alle dens fordele og ulemper. Det er små mosaikker i et større billede, men det gør dem ikke mindre sande – de er selvfølgelig bare ikke hele sandheden.

Karin Michaëlis: Krigens ofre. 185 sider, Gladiator. 2017

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.