Hold nu op! Forlaget OVO Press har virkelig skudt papegøjen i udgivelsen af denne helt igennem fantastiske oversættelse af Eileen Myles’ selvbiografiske og kunstneriske kultroman fra 1994. Der er mange typer selvbiografiske værker, men jeg kan uden omsvøb sige, at jeg aldrig har læst en roman som Chelsea Girls. Uden filter, med pludselige sætninger og en dynamisk fortællestil uden ophold beskriver Eileen Myles sin opvækst i en katolsk arbejderklassefamilie med en alkoholiseret far og en temmelig vild ungdom gennem halvfjerdserne og firserne fyldt med flygtige og varige venskaber, sex, stoffer, druk, vold, overgreb og ingen penge på lommen.

Jeg kan umuligt beskrive denne bog, så det gør den til ære. Du bliver simpelthen nødt til selv at læse og drage dine egne konklusioner. Det er uden tvivl en bog, som vil skille vandene. Enten elsker du den, eller også hader du den. Man skal kunne tåle en vis mængde ufiltreret rå og barsk opførsel, en fortællerstruktur, der bare kører derudaf, så man konstant skal holde tungen lige i munden, og så den manglende følelsesmæssige refleksion over de tab, vores fortæller oplever. Noget af det, jeg fandt virkelig interessant ved bogen, var den frigjorte tilgang til homoseksualitet, eksperimenterende sex og fortællerens fascination og beskrivelser af både mænd og kvinder.

Bogen er skrevet i et meget direkte sprog uden for mange følelser, hvilket måske snarere er et kendetegn for den tid, bogen er skrevet i, end det er Myles’ manglende følelser. Det var nok det, jeg studsede mest over. Hvordan forfærdelige ting blev smidt henkastet ind i historien, på en måde som gjorde, at jeg læste forbi dem og tænkte ’hov, hvad skete der lige der’ og så måtte genlæse hele afsnit for at fange essensen af, hvad der var sket. Det er kompliceret, men også virkelig fedt – som at læse optagelsen af en persons tanker, der bare kører derudaf med 180 i timen.

Jeg elsker bøger af Patti Smith, så da jeg så, at Eileen Myles’ portræt på forsiden af biografien var taget af Robert Mapplethorpe (du skal nok have læst Just kids for at forstå den sammenhæng), var jeg allerede forudindtaget positivt stemt over for indholdet. Den kunne om noget leve op til mine høje forventninger, også selvom jeg flere gange blev chokeret, trist og en (lillebitte) smule forarget over den upolerede rå tilgang til lyst og sex, Myles beskriver. Chelsea Girls er et kunstværk og skal læses i et stræk og så igen i bidder, så man kan dvæle ved alle de små detaljer, som først springer en i øjnene efter nogen tid. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen.

Eileen Myles: Chelsea Girls, OVO Press, oversat af Andreas Eckhardt-Læssøe, 268 sider, udkommer 24. april 2020