Johan Theorin: Skumringstimen
Johan Theorin har skrevet fire krimier som alle foregår på Øland og med den ældre pensionist Gerlof som en central figur. De fire bøger i Ølandskvartetten kan læses uafhængigt af hinanden, men der er en vis tidsmæssig linje i dem, som centrerer sig om den elskelige figur Gerlof, der ynder at opklare forskellige uopklarede sager på sin hjem-ø Øland.
I bogen Skumringstimen bliver vi ført tilbage til 1972, hvor Gerlof skal passe sit barnebarn Jens, fordi hans datter Julia skal til fastlandet. Mens Gerlofs kone Ella sover, tænker han, at han sagtens kan gå ned til sit bådehus. Men da han kommer tilbage er 5-årige Jens forsvundet – og han bliver trods ihærdig eftersøgning ikke fundet. Hans datter Julia tilgiver aldrig Gerlof, at han gik fra Jens og har gennem de næste mange år næsten ingen kontakt til sin far. Selv da hendes mor dør, holder hun sig fra Gerlof.
Gerlof er selvfølgelig aldrig stoppet med at tænke på Jens og på hvad der mon var sket dengang. De fleste tror, at drengen gik ned til havet og druknede. Men Gerlof tror, at han var gået ud på Alvaret, som er et kæmpemæssigt naturområde. Den dag han forsvandt, var det meget tåget, og derfor var det nemt at gå vild. Eller måske mødte Jens en derude?
Gerlof er nu, over tyve senere, flyttet på plejehjem, hvor han bl.a. får tiden til at gå med at tale med sin gamle ven stenhuggeren Ernest, som også er interesseret i mysteriet om Jens. En dag modtager Gerlof en lille barnesandal med posten, som han er overbevist om er Jens’. Han får overtalt Julia til at komme ud på øen, så de sammen kan finde ud af, hvad der skete dengang. Julia er ikke meget for det. Hun er ødelagt af sorg og kommer igennem dagene ved at drikke og spise piller. Hun er sygemeldt fra sit job som sygeplejerske. Men det nye spor i sagen, får hende alligevel til at tage af sted, og hun får kontakt med den lokale politimand Lennart, som også var med til at lede efter Jens dengang han forsvandt.
>Mistanken har for nogles side været til Niels Kant som boede på egnen for mange år siden, og som var en rigtig ond mand. Han har flere mord på samvittigheden og forsvandt sporløst i 1940’erne efter at have dræbt en politimand. Hans mor Vera blev boende på egnen og rygtet siger, at Niels Kant kom tilbage og skjulte sig i hendes store hus. Der går mange historier om Niels Kant og at han ikke er død, selv om han efter sigende ligger begravet på den gamle kirkegård.
Fortiden griber ind i fremtiden og en dag finder Julia Ernest død i det gamle stenbrud. Gerlof har sine egne formodninger om, hvad der er sket, både i fortiden og i nutiden, og brik for brik lægger han puslespillet til det samlede billede træder frem.
Johan Theorin skriver rigtigt godt og har sin helt egen stil, som favner en rolig sproglig rytme fyldt med naturbeskrivelser, en stemning af uhygge krydret med gamle Ølands historier og en god krimihistorie. Jeg var rigtigt godt underholdt og kaster mig fluks over den næste krimi i Ølandskvartetten. Skumringstimen udkom første gang i 20017, og er genudgivet i 2020.
Jacob Theorin, Skumringstimen, Forlaget Modtryk, oversat af Karin Bang, januar 2020
[…] har tidligere anmeldt de to første bøger: Skumringstimen og Natstorm. Bøgerne kan læse uafhængigt af hinanden, men vil du følge Gerlofs udvikling, så […]
[…] for første gang i 2013 og er genudgivet i 2020. Vi har tidligere anmeldt de tre andre på bloggen: Skumringstimen, Natstorm og […]