// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kåre Johannessen: Magt og mennesker i Danmarks middelalder
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Kåre Johannessen: Magt og mennesker i Danmarks middelalder

Skrevet af den 12. april 2020 – 07:07Ingen kommentarer

Middelalderen. I danmarkshistorien bruges betegnelsen på de ca. 500 år, der lå mellem vikingetiden og reformationen. 500 år er lang tid, og det er derfor (heldigvis!) svært for ikke at sige umuligt at dække perioden med få ord. Middelalderen er riddere og bønder, fremvoksende byer og konger i krig. Det er pest og badstuer, ny teknologi og kristendom og borgbyggeri og valdermarstid og kongemord og… middelalderen har nærmest alt.

Magt og mennesker i Danmarks middelalder er en samlet historiebog om perioden. Vægten er, som titlen også antyder, på kongerne og krigene, men med gode opslag om forskellige aspekter af hverdagslivet ind imellem. Vi kommer igennem kongerækken, der i middelalderen var meget lang og med mange svinkeærinder og afbrydelser, og får et indblik i denne brogede periodes fascinerende liv og levned.

Middelalderen bød på både nogle af de sorteste stunder i danmarkshistorien – tænk den kongeløse tid – og på nogle af de største triumfer. Det var en tid, hvor Danmark for alvor fandt sin plads i det europæiske fællesskab, trygt indlemmet i den katolske kirke og som en del af den europæiske magtbalance – lige ind til reformationen også vendte op og ned på det. Men det var en ny tid, og for at forstå den, må man forstå hvad den udsprang af, og her er Magt og mennesker i Danmarks middelalder en god introduktion.

Kåre Johannessen har en direkte, uhøjtidelig skrivestil. Det er nok en smagssag, om man kan lide det eller ej. Magt og mennesker i Danmarks middelalder er et populærhistorisk værk, og derfor må og skal skrivestilen selvfølgelig være anderledes end i et videnskabeligt tidsskrift. Jeg syntes, at stilen for det meste fungerede fint, men at den nogen gange kammede over og slog lidt hul i seriøsiteten. Når det er sagt, så tror jeg at Magt og mennesker i Danmarks middelalder vil kunne fange opmærksomheden hos især nye interesserede til dette halve årtusind af danmarkshistorien.

Kåre Johannessen: Magt og mennesker i Danmarks middelalder. 366 sider, Turbine. Udkom 12. marts 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.