Koleka Putuma: Kollektivt hukommelsestab
“At vokse op sort & kvinde/ skal nok lære dig/ at samle på skeletter,/ at hæfte dine skrig sammen med gaffatape,/ så alle kan bladre videre til næste side uden besvær.”
Den stærke og gode poesi er kendetegnet ved, at den sætter ord på følelser, stemninger og oplevelser, som ellers ville være svære eller umulige at gengive. Og det er netop det, den prisbelønnede og vidunderlige sydafrikanske digter, Koleka Putuma, gør i digtsamlingen “Kollektivt hukommelsestab.”
Den er en af den slags digtsamlinger, der får læseren til at snappe efter vejret igen og igen. Med et hjerte, der galoperer hurtigere og hurtigere, rystes, gribes, betages og afskrækkes vi af dette stærke og vigtige poetiske vidnesbyrd om smerte, skam, overgreb, køn, seksualitet og identitet.
Koleka Putuma er født i Sydafrika og italesætter sublimt og modigt både politik, undertrykkelse og det at være sort og lesbisk i et land med apartheid, skabt af kristne hvide mænd. Det er Putumas egne oplevelser som sort og queer kvinde i Sydafrika, der er rammen om dette smertensråb af en digtsamling. Det synes at være en næsten eksistentiel umulighed at være sort, lesbisk og kvinde i et land, hvor had, hævn og undertrykkelse har været og er en uoverstigelig del af hverdagen. Og det gør sig desværre gældende i mange lande. Derfor rammer digtsamlingen desto hårdere i mellemgulv og hjerte.
“Mit modersmål/ sidder i min hals som en allergi// Det føles som om jeg dør, hvis jeg taler det/ Det føles som om jeg dør, hvis jeg lader være.// Jeg bærer på/ En weekendtaske/ En taske fuld af kneb/ Et overlevelsesudstyr/ En kuffert med retningslinjer// Der er ikke plads til at pakke/ eller udpakke mine historier og mine jeg’er.”
Digtsamlingen er inddelt i tre dele: Nedarvet hukommelse, begravet hukommelse og posthukommelse. Hvert afsnit er et tungt og gribende vidnesbyrd om, hvordan man husker, mens man forsøger at glemme. I en slags treenighed, der med udgangspunkt i Putumas egen personlige historie forgrener sorg, identitet og religion sig i universelle fortællinger, der gerne skulle elimenere vores kollektive hukommelsestab.
Den intense smerte, der emmer heftigt mellem linjerne minder på mange måder om den fantastiske sydafrikanske digter Andre Lorde, som Putuma både har seksualitet og hudfarve til fælles med. Som Lorde også gør det så fremragende, lykkes Putuma med at involvere læseren i de krænkedes, i minoriteteres, i ofrenes, ubeskrivelige, ubærlige historier, som med isnende kulde griber os om hjertekulen. Det er et fremragende poetisk opråb, som nægter at lade sig gøre tavs og som formår at italesætte det skræmmende kollektive hukommelsestab, der synes at være en trussel alt for mange steder i verden. En mesterlig insisterende og poetisk refleksion over fortællekunstens betydning for både Sydafrika og alle andre steder, hvor minoriteter og kvinder undertrykkes.
Koleka Putuma har vundet flere priser for “Kollektivt Hukommelsestab”, og i 2018 blev hun udråbt som en af Forbes Africa Under 30 Honorees.
Koleka Putuma: Kollektivt hukommelsestab, Rebel With a Cause, december 2019, 116 sider, oversat fra engelsk af Liv Nimand Duvå.