// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ryan North: Hvordan man opfinder alting
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Gaveide, Historie, Humor, Opslagsværk, Selvhjælp, Videnskab

Ryan North: Hvordan man opfinder alting

Skrevet af den 7. juni 2020 – 06:33Ingen kommentarer

Hvis du nu var den største nørd i klassen – altså på den der fede måde, som unge i dag er nørder på – og du bare havde en umættelig lyst til at akkumulere al slags viden om, hvordan ting begyndte i denne verden, hvordan ville du bedst kunne bruge denne viden? Jeg tror, Ryan North er sådan en type. Jeg tror, han er en rigtig nørd – en superintelligent og overordentlig nysgerrig mand, der simpelthen har en ekstraordinær tørst på nyttig viden.

Kan I huske Ian Malcolm? Ian Malcolm var den figur fra filmen ’Jurassic Park’, der blev spillet af Jeff Goldblum. Når han først bliver præsenteret for idéen med en slags zoologisk have for dinosaurer, bliver han – som den eneste i gruppen – ganske rystet. Han siger noget om, at vi ikke ved, hvad vi går ind til, fordi vi står skuldrene af andre menneskers opfindelser og hårde arbejde. Det har ikke krævet nogen form for disciplin for os at udføre det arbejde. Vi tager det bare og vælger det næste skridt. Men hvorfor er de tanker fra forfatteren Michael Crichton så vigtige i denne sammenhæng?

Tja, det er de måske heller ikke. Måske er jeg den eneste, der læser Ryan North’s bog ”Hvordan man opfinder alting” og får billeder af Ian Malcolm på hjernen. Men jeg mener, at der er masser af gode grunde til netop den henvisning. Især når vi sidder og nærlæser, hvordan og hvornår forskellige ting blev opfundet og hvad, det oprindeligt blev brugt til.

Ryan North har simpelthen sat sig for at undervise os i, hvordan de første sprog kom frem, hvordan naturressourcerne blev udviklet, hvordan dampmaskinen blev opfundet, info omkring et hav af praktiske ting som de første knapper i tøj, kuvøser til børn, trykpressen, musik, de vigtigste filosofier, mediciner og grundstoffer og en hulens meget mere. Men hvordan finder du en naturlig måde at dele alle disse meget nyttige oplysninger med nysgerrige læsere?

North har gjort det på en absolut genial måde. Han lægger nemlig ud med at fortælle, at han ikke selv har skrevet bogen, og den er hugget fri fra en klippe, der godt kunne tyde på, at den har ligget der i mange tusinde år. Han har blot fundet den.

Tilsyneladende kan vi i fremtiden rejse i tiden, og en genial person er fra fremtiden rejst tilbage og har efterladt denne vigtige bog, således at andre tidsrejsende kunne få glæde af den i det tilfælde, at de skulle blive fanget i fortiden. Lander du eksempelvis i 1400-tallet, og skulle du have udfordringer med at returnere, så er der i bogen masser af oplysninger, der kan gøre dig til en meget populær person og hjælpe menneskeheden frem til bedre levestil. Og vær ikke bange. Du kommer ikke i problemer, hvis du med hjælp fra bogen kommer til at opfinde eksempelvis sæbe i år 4000 før vor tidsregning (godt 1200 år for tidligt). Du kommer ikke til at påvirke nutiden. Du skaber blot en ny og bedre datid for alle dem, der bliver påvirket af din opfindelse.

Det bedste ved bogen er ikke en gang de mange fede oplysninger. Det er North’s tilgang til dem. Han er stopfyldt med sjov og har en herlig humoristisk tilgang til en masse underlige dilemmaer, der kan opstå på baggrund af brugen af denne bog. Jeg er for eksempel ret sikker på, at ikke mange er klar over helt præcis hvor tilfældigt, det var, at penicillin blev opfundet.

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Også fordi den tilbyder dig at springe emner over, som du virkelig ikke interesserer dig for. Du kan sagtens følge med alligevel. En herlig og god oplevelse.

Ryan North: ”Hvordan man opfinder alting”, Loxodonta, 434 sider, udkom 8. april 2020.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.