Bjarke Schjødt Larsen: Alt det, jeg gør for dig
Har du en teenager, som er læseudfordret, skal du se med her. Alvildas SPOT-serie er en serie letlæste bøger med et lixtal på kun 10. De henvender sig til unge i aldersgruppen 13-17 år og handler om spændende og aktuelle emner for netop den aldersgruppe. Bjarke Schjødt Larsen, der også er aktuel med SPOT-bogen Slutty Sarah, rammer virkelig hovedet på sømmet i sin evne til at skrive om emner, der er spot on for teenagere.
Mica er startet på en nyt gymnasium og har ingen venner. Hun føler sig ekstremt ensom og udsat og kan slet ikke forestille sig, at der er nogen uden bagtanke, der er interesseret i at være sammen med hende. Da hun en dag i et chatforum kommer i kontakt med skolens mest populære internetkarakter, ”EDGE”, tager hendes liv en drejning. EDGE kan få alt til at ske. Han kan give Mica venner på skolen og gøre hende til en af de populære.
Men det har alt sammen sin pris, og pludselig vil EDGE have Mica til at gøre ting, hun bestemt ikke har lyst til. Første udfordring er, at hun skal stjæle en kjole efter EDGEs valg. Nu er spørgsmålet bare, hvor langt Mica vil gå for at bevare sin nye status.
Jeg samlæste Alt det, jeg gør for dig med min 13-årige søn, og han er virkelig begejstret for SPOT-serien. Det er ikke sjovt kun at kunne læse bøger for yngre børn, så det, at der nu er bøger på markedet, der er til at læse, selvom du er ordblind, og med emner, der gør, at du har lyst til at blive ved med at læse, er simpelthen så fedt. Flere af den slags bøger, tak!
Bjarke Schjødt Larsen, Alt det, jeg gør for dig, Alvilda, 56 sider, februar 2020