Don Winslow: Nedbrud
Don Winslow rager godt op blandt de amerikanske spændings- og krimiforfattere. Hans univers er ofte mørkt og blodigt, ikke mindst i bøgerne om USA’s håbløse krig mod narko og narkobaroner. I Nedbrud er vi i den lidt lettere og mere elegante del af forfatterskabet, bortset fra den første af bogens seks selvstændige fortællinger, hvor drabet på en politimand hævnes bastant og voldsomt.
Helt anderledes ublodig er historien om en juveltyv, der hærger langs den ikoniske highway 101 langs Californiens kyst. Han røver især kurere, som fragter smykker mellem forhandlere og velhavende kunder. Og blandt hans kendetegn er, at røverierne sker uden, at ofrene lider fysisk overlast.
Direkte komisk er historien om en chimpanses flugt fra den zoologiske have. Åbningsreplikken er unik: ”Der er ingen, der ved, hvordan chimpansen fik fat i revolveren”. Politiets skarpskytter er klar til at pløkke aben ned fra det træ, den er kravlet op i, men en lokal betjent sætter sig for at redde den undvegne abe og kravler op i træet. Det forvirrede dyr taber dog revolveren i hovedet på betjenten, som falder ned fra træet. Det er naturligvis ganske stigmatiserende i en tid med twitter, tiktok, youtube og alskens andre sociale medier. Betjenten rejser sig dog fra sin ydmygelse, blandt andet med støtte fra en yderst charmerende kvindelig ansat i den zoologiske have.
Hvad kaution betyder i det amerikanske retssystem, får vi også et bud på, og på Hawaii møder vi den arbejdsløse O, der lever af sin mors penge og indtægter fra cannabisdyrkning.
Nedbrud er med sine stemningsfulde og indsigtsfulde seks fortællinger kræs for alle læsere, der har hang til amerikanske krimier og måske kender Michael Connelly, Raymond Chandler eller Elmore Leonard. Og kender man ikke genren og dens mestre, så er Nedbrud et godt sted at starte.
Vi har også anmeldt:
Grænsen
Styrken
Don Winslow: Nedbrud. HarperCollins, 473 sider. Oversat af Merete Rostrup Fleischer, juni 2020