// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Don Winslow: Grænsen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Don Winslow: Grænsen

Skrevet af den 24. januar 2020 – 06:38Én kommentar

’Grænsen’ er en fantastisk roman. Så kort kan det siges. Den er en kæmpe på mange måder. Knap 800 sider, tæt pakket med intriger, troværdige personskildringer, isnende barsk vold og vidt forskellige miljøer i Syd- og Mellemamerika og USA. Handlingen er indviklet og udspilles mange steder parallelt, så godt at læse i lange stræk – hvilket er nemt, da man bare er revet med fra start.

Vi havner med det samme i en af de krige, der har martret USA de seneste 40-50 år – krigen mod narko. Narkoen har i årtier strømmet ind fra syd og revet familier fra hinanden, dræbt og lammet generationer af unge og gamle amerikanere. Der er postet milliarder af dollars indsatsen for at få ram på de ultrarige narkobaroner i blandt andet Mexico, Guatamala og Columbia men det virker ikke.

Art Keller, romanens hovedperson har været involveret i krigen mod narko som agent i marken, men forfremmes til de bonede gulve i Washington. Han skal være chef for narkopolitiet DEA, Drug Enforcement Agency. Under hans sidste aktion i marken er den øverste mexicanske kartelleder, Adán Barreras, blevet dræbt, så hvad nu? Vil der udbryde kampe om hierarki og markeder? Det gør der i den grad. Blodet sprøjter, når karteller går løs på hinanden med en grusom brutalitet, der er beskrevet chokerende detaljeret. Ungdommen vil til, men erfarne banditter med mange år på bagen og nyligt løsladte narkogangstere vil også have deres del af kagen. Og vi taler altså ikke om folk, der render rundt og stikker hinanden ned med knive eller skyder med gamle håndvåben. Krigen mellem kartellerne føres med fly, helikoptere og udenlandske lejesoldater, alt sammen betalt af de milliardstore indtægter fra salg af narko til især amerikanske forbrugere. Muskeltrænede mænd, børn, kvindelige mordere, harmløse civilister og helt almindelige mennesker på gaden i New York suges ind i krigens malstrøm.

Winslow kan beskrive alle aspekter af krigen intenst og medrivende. Actionscenerne hamres igennem med voldsom kraft. De politiske spilfægterier i Washington lever på antydningens kunst, og dialogerne står knastørre og skarpe. Selv så vidt forskellige personer som narkogangstere, fattige børn og voksne, undercoveragenter og korrupte politifolk er skildret med en imponerende indlevelse og forståelse.

Der er ingen romantik eller uplettede helte i Winslows univers. Men på trods af vold, tortur, lande og mennesker på randen af totalt sammenbrud er der dog alligevel lidt håb. Art Keller bryder idealistisk de bureaukratiske normer og tager bladet fra munden i en afslørende kongreshøring. Han bliver godt hjulpet på vej af den frie amerikanske presse i opgøret mod nogle af de dumme amerikanske politikere, som i sidste ende også har blod på hænderne – i overført betydning. Så vi lander på ærkeamerikansk facon med enerens heltemodige oprør, uden dog at dette trækker denne eminente fortælling ned.

Også af Don Winslow: Styrken.

Don Winslow: Grænsen. HarperCollins 784 sider. 2019. Oversat af Mikkel Damkjær Paaske.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.