Dét, som litteratur kan, som næsten intet andet medie, er at invitere dig indenfor i andre verdener, som du ellers aldrig ville opleve. Og når du inviteres inden for af hovedpersonen selv, som i dette tilfælde er vores jeg-fortæller, den jødiske Deborah, kommer du helt helt tæt på. Og det er forrygende og foruroligende på én og samme tid.

Deborah vokser op i en ultraortodoks jødisk familie i Williamsburg, New York. Hendes mor er stukket af, hendes far er sindssyg og hun vokser derfor op hos sine bedsteforældre, hvor hun ikke kun kæmper med den strenge og begrænsede tilværelse, men også sine forældres skæbne og valg.

Hun har svært ved at forlige sig med, at denne tilværelse skulle være alt hvad livet har at byde hende. På trods af frygten for at blive opdaget, er trangen så stor, at hun sniger sig på biblioteket for at låne forbudt litteratur og hun drømmer om frihed, uddannelse og uafhængighed.

Som 17-årig bliver hun tvangsgift med en ung mand, og hun tror på, at det kan være vejen til et mere frit liv. Men det er det langt fra, og skuffelserne og kravene er tunge at bære. Viljen og modet til at bryde ud af denne verden, svigter hende dog aldrig.

Bogen er et stærkt indblik i en verden, som jeg næsten ikke kan begribe findes. At der findes mennesker, der mener, at uddannelse er den direkte vej ud i promiskuitet og at der findes unge kvinder i dag, der ikke ved, at de har et hul forneden, foruden det de tisser fra, er næsten ikke til at forstå.

Bogens første del om hendes barndom er til den lidt lange og detaljerede side, men den fungerer som en meget grundig indføring i hendes livsvilkår. Der kommer lidt mere kød på i anden del, frem mod og efter hun bliver giftet bort som 17-årig, hvorimod delen omkring hendes flugt fra det uortodokse miljø fylder meget lidt.

Jeg ved ikke, om der er lagt i ovnen til en efterfølger, eller om man løb tør for sider, men pludselig går det meget stærkt og den detaljegrad, der har kendetegnet hele bogen frem til nu, erstattes af sætninger som ”selvom mine første par år i verden udenfor var hårde, og der er nogle svære minder, der stadig får mig til at krympe mig…”, hvor man som læser gerne vil høre mere om processen frem til hvor hun er i dag.

Bogen er blevet til en Netflix serie af samme navn, som jeg med vilje ikke har set, før jeg blev færdig med bogen, men som jeg glæder mig til at se nu.

En stærk og vigtig selvbiografisk roman om en tilværelse i en verden ingen udefra nogensinde rigtigt kan forstå.

Deborah Feldman, Uortodoks, Kristeligt Dagblads Forlag, marts 2020, oversat af Anne Matthiesen, 338 sider.