Den kroniske uskyld blev første gang udgivet i 1958 og har siden vokset sig til at blive en central del af den danske litteraturhistorie. Det er Klaus Rifbjergs debutroman, men den har tydelige træk af en af de kvaliteter, som han i en senere nekrolog er blevet mindet med: Hans formåen til at kunne udtrykke en sanselighed på glimrende vis.

Romanen fortæller historien om to drenge, Tore og Janus, og deres rejse fra de tidlige år i skolen, til de går ud af gymnasiet. Janus føler straks et bånd til Tore, og de bliver venner fra første dag af. Janus opfatter Tore som en ophøjet skabning, der ikke kan gøre noget galt. De to venner går livet i møde sammen, og der er mange “første gange” og mange “uskylde”, som de indfrier sammen eller med hinanden som støtter. Først med godt mod og siden er det med et tungere hjerte.

Stilen er præget af at være Janus’ refleksioner over de hændelser og erfaringer, de kommer ud for. Beskrivelserne er gennem bogen fortalt af Janus, og de afspejler alle hans personlige holdning. Derfor udvikler stemningen i bogen sig også gradvist, i takt med at Janus føler sig mere frustreret. Der er også dialog til at afbryde Janus’ beskrivelser, men størstedelen af romanen er bygget op om Janus’ tanker.

Derfor er det også til tider svært at forholde sig objektivt til historien, når alle handlinger bliver farvet af Janus. Det er en smagssag, om man kan lide det, men det skaber under alle omstændigheder en utroværdig fortæller mod slutningen, hvor man som læser bliver mere bevidst om, at det er Janus’ følelser, vi oplever.

Vi oplever også en tydelig udvikling i de to drenges relationer og ikke mindst i Janus’ billede af ham selv og af Tore, hvor de på en måde bytter roller, som Janus selv kommenterer, og her kan man se dette skred i magtbalancen i forhold til deres seksuelle omstændigheder og erfaringer.

Det er en fortælling om alle de store følelser lige fra frygten for ikke at passe ind første skoledag til sommerfuglene og fortvivlelsen ved den første, store kærlighed. De to drenge skal også lære at håndtere en gryende seksualitet, og på hver deres måde må de takle de udfordringer, der kan følge med det.

Det er en glimrende ungdomsroman, som behandler alle disse første gange og udfordringer, som man møder i sin udvikling mod at blive voksen. Derudover har den en interessant fortællestil, som skaber en god relation til læseren. Det er ikke for ingen skyld, at den er en klassiker inden for dansk litteratur.

Vi har tidligere anmeldt Til rette vedkommende, som kan læses her.

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld. Gyldendal, 2013. 219 sider.