Der er vel få ting så smertefuldt som at opdage, at den mor man har elsket betingelsesløst hele sit liv – og som for længst er død af kræft – levede et dobbeltliv som spion. Vel at mærke ikke en spion for de gode, men derimod for det kommunistiske Ungarns sikkerhedstyrker.

Det opdager forfatteren András Forgách ved et tilfælde. Mange år efter murens fald og Ungarns omdannelse til et demokrati falder en bekendt nemlig over morens dossier i efterretningstjenestens arkiver. Der er ingen tvivl mulig: Bruria Fargách var ligesom sin psykisk syge mand stikker, agent, spion – kald det hvad du vil. Der er ingen pæne ord for det.

Under dæknavnet fru Pápai lod hun sig hverve i 1970’erne, og fra møde til møde, mere eller mindre uvilligt, lader hun sig overtale til at spionere mod sine venner, sine slægtninge, ja endda mod sin nære familie. Hun er drevet af sin overbevisning om kommunismens sandhed, men også, viser det sig, af mere jordnært pekuniære og praktiske grunde. Samarbejdet med styret gav ikke bare penge, men også et pas, der gjorde det muligt at rejse til flere lande og retur – ikke mindst til Israel, hvor hun var vokset op og stadig havde familie. Det var ikke alle ungarer forundt!

I Sandheden om min mor rulles Fru Pápais karriere som meddeler op, tilsat klip fra de faktiske rapporter i arkivet. Men Bruria var mere end fru Pápai, stikkeren. Hun var også en kærlig mor, sygeplejerske, kommunist, anti-zionistisk jøde og en kvinde, der igennem livet så næsten alt, hun holdt af, forsvinde i det omskiftelige og brutale tyvende århundrede.

Sandheden om min mor er en stærk bog. Især i de afsnit, hvor forfatteren selv træder frem og lader sig rive med af sine modsatrettede følelser: kærlighed til moren, vrede, afsky, forbløffelse. Det er ikke en apologi for moren, men et forsøg på at forstå, hvad der foregik, at komme overens med moderens handlinger og en søgen efter mening med det hele. Han kan ikke spørge hende, ikke afkræve hende svar, for hun er for længst gået bort, og savnet af hende blandes op med sorgen over hendes monumentale svigt.

Trods det personlige anslag er det også en bog, der siger noget vigtigt om undertrykkelsen i østblokken under den kolde krig, og hvordan det ungarnske regime perfektionerede kunsten at få borgerne til at angive hinanden.

András Forgách: Sandheden om min mor. 318 sider, Gyldendal. Oversat af Péter Eszterhás, 2020