// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eva Maria Fredensborg: Drengen der forsvandt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Eva Maria Fredensborg: Drengen der forsvandt

Skrevet af den 11. marts 2020 – 07:00Ingen kommentarer

En forsvundet dreng, en flok politifolk under oplæring som profilere, en lejemorder, the dark web og en spirende romance. Det er blot nogle af elementerne i Drengen der forsvandt, og det går ikke stille for sig.

Svenske Hampus, danske Nadia og norske Bjørn samles i København til 2. elitemodul på Akademiet, det nordiske politisamarbejde. Hampus er egentlig ikke en del af holdet, men har fået tilbudt pladsen, da en anden måtte springe fra. Han har tidligere hjulpet dem med at opklare en sag i Sverige, og holdets leder, Conrad Løwe, mener, at Hampus har, hvad der skal til for at blive profiler. De tre politifolks indbyrdes stridigheder truer dog det gode samarbejde.

Holdets opgave er at lave en offerprofil på baggrund af sager om identitetstyveri, men før de overhovedet kommer i gang, bliver opgaven aflyst. Løwe får imidlertid overtalt ledelsen til at give dem en ny sag, og de får sagen om Alfred Bech, en lille dreng der har været forsvundet i tre måneder. Det bliver en svær sag for Hampus, da hans egen kæreste forsvandt sporløst for to år siden, hvilket stadig er et åbent sår, og det bliver ikke nemmere, da han finder ud af, at man mistænker drengens nærmeste pårørende for at stå bag.

Samtidig bliver en bil med en lille pige stjålet, mens faren er inde for at hente noget, han havde glemt. I første omgang tror politiet, at der er tale om et simpelt biltyveri, hvor tyven ikke har opdaget, at der sad et barn i bilen. Da holdet kommer dybere ind i sagen om Alfred Bech, går det op for dem, at der måske alligevel er en sammenhæng mellem hans forsvinden og biltyveriet.

Bogen vil en hel masse, og der er fart over feltet med nye udviklinger i sagen hele tiden, men selvom fortællingen i sig selv er ganske underholdende, synes jeg desværre, at plottet var usandsynligt, opklaringsarbejdet urealistisk, og så virkede kærlighedshistorien ikke særlig troværdig. Hovedpersonerne er egentlig nogle interessante, om end til tider lidt irriterende, typer, men de gennemgår alle sammen en voldsom udvikling gennem bogen, så det føles, som om de er lidt “all over the place” – først er de venner, så kan de ikke udstå hinanden, så er de forelskede, og så indser de en masse dybe sandheder om sig selv. Koblet sammen med de enormt mange afsløringer i efterforskningen bliver det på en eller anden måde lidt rodet og overfladisk. Bogen er dog fin som let krimiunderholdning, hvis man kan se bort fra de andre ting og blot læse den for spændingsmomentet.

Drengen der forsvandt er anden bog i serien AKADEMIET og blev oprindeligt udgivet som en Mofibo Original på e-bog og lydbog, men udkommer nu også som fysisk bog.

Eva Maria Fredensborg, Drengen der forsvandt, People’s Press, 417 sider, 11. marts 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.