Bølger over det høje græs er færøske Rúni Weihes nye udgivelse, som forlaget kalder for et stykke hjemstavnslitteratur og det er vist en meget præcis beskrivelse.

Bogen består af to dele. Første del “Fuglene” er korte lyriske tekster. Teksterne er utrolig mættede, præcise og danner let billeder i hovedet på læseren.

Flere af teksterne læser jeg som en hyldest til den storslåede færøske natur. Her er sansefulde beskrivelser af fugle, græs, højdedrag, bække, åer, ja sågar vinden nævnes. Men det er ikke kun naturen, der har en særlig plads i disse tekster. Det menneskeskabte som elmaster, fabrikker, veje og fly får også plads.

På et tidspunkt smelter maskine og natur sammen som her: En gravemaskine står over vejen med næbbet nede i en nygravet grøft. Jeg ser det tydeligt for mig. Som et enkelt kunstværk.

Og andre steder fremstår det menneskeskabte helt forladt og i forfald: På havneområdet, omkring haller og fabrikker uden vinduer, ligger skibsskrog og ruster bort. Trawlernes stålkabler og vægge, sektioner, net, trawl, reb og tovværk, en masse bunker og bakker, en utydelig orden, gravhøje, som forvitrer. To små træbåde ligger ved siden af hinanden.

Anden del “Vandringen” er en jeg-fortællers dagbogslignende tekster. Her følger vi en ung mand på hans vandretur rundt på Færøerne. Han er bosat i Danmark og har ikke været hjemme på Færøerne i to år. Han besøger sin far i barndomshjemmet. Det hjem der får ham til at være et barn igen. Men målet med rejsen er ikke at være i hjemmet. Målet er at vandre nogle uger i naturen.

Men dagene er lange. Og nætterne er kolde. Han klager dog ikke. Konstaterer blot. Han vandrer. Sover i telt. Spiser enkel mad. Skriver lidt. Savner. Finder ud af at han er dårlig til at være alene. Vi ser naturen for os. Fornemmer ham og får i glimt og korte øjeblikke indblik i hans liv. Teksterne er ordknappe, så man skal være en opmærksom læser.

Alt i alt er det en fin læseoplevelse, der både gav mig nye ord og begreber (fx varde, storkjove) og som bragte mig lidt tættere på min halvt færøerske veninde, som jeg sms´ede lystigt til under læsningen for at forstå noget af alt det specielle på netop Færøerne (hvorfor hænger man fx græs til tørre på stativer).

Andre bøger om unge mænd, der vandrer alene: Markløs af Malte Tellerup og I Petagonien af Bruce Chatwin.

Rúni Weihe (.f. 1985) er førdt og opvokset på Færøerne, men nu bosat i København. Uddannet fra Arkitektskolen og fra Forfatterskolen.

Rúni Weihe, Bølger over det høje græs, Rosinante, Februar 2020, 160 sider.