Afrofuturisme er et relativt nyt og ganske interessant begreb. Det er en litterær strømning, der har sit udspring i start-midt 1990’erne.

Jeg læste engang en række bøger om og i den postkolonialistisk litterære genre. Inden jeg begyndte at læse denne bog, havde jeg nogle stærke forventninger om, at vi ville bevæge os i samme felt. Og den forventning synes jeg egentligt, er blevet ganske fint opfyldt. Det er afroamerikansk kultur og afroamerikanske problematikker, der bliver sat i en ny scene, i et fremtidsperspektiv, og ofte, har det vist sig, er det med dystopiske fortællinger, som ikke sjældent henviser til slaveriet i USA’s historie.

Nogle gange er der et tydeligt antiparti mod imperialisme og kolonisering, og andre steder er det mere underspillet, men en grundlæggende afrikansk kultur og stolthed træder frem i novellerne.

Der er gennemgående en stemning og en følelse, der enten drager læseren mod en landsby nær den afrikanske savanne eller fører os til storbyen med afrokulturelle temaer. Det ser vi gerne samtidig med, at de forskellige historier formår at forene magi og overtro med teknologi eller afrokultur med dystopi i denne science fiction-undergenre.

I titelnovellen, Tidstrance, følger vi en gruppe personer, der er del af en revolutionær enhed. De springer i tiden og forsøger at undgå overmagten, som regerer på Jordens overflade, mens disse oprører benytter sig af hemmelige tunneler under overfladen. Her er raceproblematikken og imperialismen underspillet, men der er mange referencer til slaveriet og den sammentømrede kultur, der dannedes blandt slaverne. En spændende og fint fortalt novelle.

Noget lignende kan siges om en anden novelle, Kometen, hvor en komet har dræbt næsten hele befolkningen i New York. Kun en hvid pige og en sort mand overlever, og trods både store skel i race og klasse føres de tættere sammen efter filosofiske betragtninger om menneskeracen som én helhed i stedet for fuld af adskillelse og modsætninger.

I modsætning til disse to noveller, der foregår i et miljø omkring den amerikanske storby, er Blodbarn og Adskilt, sammen to gode eksempler på historier, der repræsenterer en afrikansk stammekultur. Her er vi tæt på naturen og overtro, samtidig med at der er fremmede livsformer på spil i Blodbarn, der dog har stærke referencer til kolonialisering med en undertrykkende overmagt. I Adskilt, sammen møder vi en spøjs sammensætning af primitiv stammekultur og en teknologi, der tillader at transportere kunstige kometer gennem rummet i jagt på en ny beboelig planet.

Det er måske ikke alle novellerne, der er lige gode. Men der er et ganske fint niveau gennem stort set hele antologien. Alene de fire, jeg har fremhævet, gør antologien værd at købe og læse. Det er spændende tanker, der ligger bag historierne, og det er endnu mere skræmmende og relevant, at alle problematikkerne og temaerne har rod i historien.

Den tiltaler både science fiction-fans og interesserede i afroamerikansk kultur samt læsere af postkolonialistisk litteratur. Jeg anbefaler den gerne.

Antologi: Tidstrance: Science Fiction fra den afrikanske diaspora. Science Fiction Cirklen, 2019. 249 sider.