Stav Sherez: Elleve dage
Der er elleve dage til jul, og sneen falder tungt i det vestlige London, da en brand i et lille kloster hærger og forvandler sneen til store sorte flager. Det vides endnu ikke, om branden er påsat – et er dog sikkert, elleve forkullede lig er fundet i klosteret, og politiet er tilkaldt.
Politikommissær Jack Carrigan og politiassistent Geneva Miller erfarer hurtigt, at teamets juleferie bliver inddraget, såfremt de ikke opklarer sagen hurtigt. De bliver presset af deres overordnede, som af grunde han ikke fortæller, gerne vil have sagen lukket med det samme. Carrigan kan bare ikke få sceneriet til at stemme. Hvorfor var de ti nonner, som boede i klosteret, låst inde? Var det et kollektivt selvmord, eller var det et hævndrab udført af nogen, som nonnerne havde udfordret? Og hvem var den ukendte ellevte kvinde, som blev fundet alene i skriftestolen?
Carrigan og Miller søger svar hos den katolske kirke, men de spænder ben for dem og nægter at fortælle, hvor klosterets præst befinder sig. Nonnerne gjorde en stor sag ud af at rydde området for narkohandlere, så har de pisset den berygtede narkobaron Duka af, eller drejer det sig om en hel anden sag med rødder tilbage til Peru og til en af de ældste nonner i klosteret?
Stav Sherez fanger sin læser fra første side i sin anden bog i serien om Carrigan og Miller, og det lige indtil sidste side er vendt. Sproget er som i hans første bog flydende, og i takt med at handlingen kører derudad, lærer man mere og mere om de to enspændere Carrigan og Miller. Sherez fører os med tilbage i tiden til et Peru, hvor politik, dødskorps, en morderisk hær og højreorienterede militser holdt befolkningen som slaver, og hvor dem, som forsøgte at udfordre dette, blev tortureret og dræbt. Og man sidder som læser klistret til hvert et ord i jagten på de skyldige. Der er ikke noget som engelske krimier!
Læs også vores anmeldelse af den første bog i serien; Mørk hævn
Stav Sherez: Elleve dage, Forlaget Jentas, 383 sider, februar 2020