// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Samuel Bjørk: Drengen i sneen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Samuel Bjørk: Drengen i sneen

Skrevet af den 9. marts 2020 – 07:00Ingen kommentarer

Nordisk krimi kan altså noget særligt, og det er også tilfældet med Samuel Bjørk. Han har skrevet en intelligent og spændende krimi med en konstant stigende spændingskurve hele vejen igennem, som holder dig fast indtil sidste side er vendt.

En ung kvinde iført fuld balletdragt bliver fundet død i en fjeldsø. Hun er tilsyneladende selv gået gennem skoven op til søen. Efterforsker Holger Munch samler sit gamle hold for at opklare sagen. Kollegaen Mia Krüger er egentlig på vej på seks måneders ferie, men da Munch beder hende kaste et blik på sagen, inden hun rejser, bliver hun straks dybt involveret og aflyser ferien.

Ikke længe efter bliver en ung saxofonist fundet død på et hotelværelse, og det står med det samme klart, at det er samme gerningsmand. Han har nemlig efterladt sig et kamera vendt mod offeret på begge gerningssteder. Men hvad er det, han prøver at fortælle? Da endnu et lig dukker op, går det op for efterforskningsteamet, at de har mere end travlt, hvis de skal nå at fange morderen, inden han slår til igen. Mia kæmper med psykiske problemer pga. sin fortid, og sagen er ved at tage magten fra hende, men måske er hun den eneste, der med sit snørklede sind kan gennemskue morderens listige plan.

Drengen i sneen er en virkelig god krimi. Jeg gættede og gættede, men blev alligevel overrasket, da morderen blev afsløret. Den har alt, hvad en god krimi skal indeholde – højt tempo, godt plot, overraskelser og både ægte og falske spor – og et velgennemtænkt persongalleri, der rummer det hele, uden at det bliver krimikliche.

Drengen i sneen er tredje bog i serien om efterforskerne Holger Munch og Mia Krüger. Jeg har ikke læst de to første, men det gjorde ikke noget for læseoplevelsen. Jeg følte ikke, at jeg manglede oplysninger fra tidligere bøger for at kunne følge handlingen. Til gengæld var karaktererne så tilpas anderledes og spændende, at jeg helt sikkert skal have læst de første bøger i serien, for dem må jeg vide mere om. Selv bipersonernes psykologiske tilstand har Bjørk beskrevet, så persongalleriet bliver meget mere interessant, end når vi blot får lov at dykke ind i hovedpersonens tankeverden.

Selvom bogen er en krimi, er der også fokus på forskellige sociale og samfundsmæssige aspekter og på, hvordan barndomstraumer kan påvirke mennesker negativt resten af livet og medføre misbrug og psykiske lidelser. Det er en relevant og spændende vinkling på en krimi.

Samuel Bjørk har selv udtalt om serien, at han ville skrive et projekt, som man ikke kan lægge fra sig eller stoppe med at læse, og når man er færdig, vil man bare fortsætte med næste bind. Jeg kan kun sige “mission accomplished”, for jeg venter i spænding på fortsættelsen af serien.

Du kan læse anmeldelserne af de to første bind i serien her.

Samuel Bjørk, Drengen i sneen, Gyldendal, 400 sider, oversat af Rolf Stavnem, februar 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.