Georgia Hunter: De heldige
At kunne skrive så smukt om noget så grimt er meget imponerende. Der er skrevet meget litteratur om Anden Verdenskrig, men jeg må sige, at lige præcis denne her roman har sat sig helt og aldeles fast i mig – hvordan kunne det dog ske? Bogen har efterladt mig med så mange følelser, efter at have mødt familien Kurc, der måtte så ubegribeligt meget igennem.
Familien Kurc er polske jøder, der lever et rigt og godt liv i Radom med musik, kultur, forretning og kærlighed, og de forstår i første omgang ikke helt alvoren, da forandringerne ruller ind over dem i løbet af 1939. Sol og Nechuma har fem voksne børn, Genek, Mila, Addy, Jakob og Halina og barnebarnet Felicia, og i løbet af ganske få år spredes de for alle vinde – uden vished om de nogensinde skal ske hinanden igen.
I romanen følger vi på skift de fem søskende, deres ægtefæller og deres forældre, der hver især kæmper for overlevelse.
Addy befinder sig i Frankrig, da krigen bryder ud og når ikke at komme hjem. Vi følger ham i uvisheden om hans familie og i hans desperate forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med dem, mens han følger med i de sparsomme nyheder, der fortæller ham om jødeghettoer, arbejdslejre og folkemord.
Mila sendes i arbejde og må efterlade sin toårige datter derhjemme alene, da hun ikke må komme med. Da hun en dag får muligheden for at komme væk ved hjælp af falske papirer, tager hun håbefuld af sted med sin datter, men det viser sig, at hun er blevet snydt og pludselig står hun og graver hullet til sin egen grav.
Genek og hans kone Herta bliver en nat ført væk fra deres lejlighed og sat på et tog, uden at ane hvad der sker eller hvor de skal hen. Undervejs dør flere af passagerne og de læsses ud af vognene på skinnerne og toget kører videre. De ender i Sibirien, hvor de skal i arbejdslejr. Deres søn Jozef bliver født på et iskoldt gulv i Sibirien, og de ved ikke, om de nogensinde slipper derfra.
Halina kæmper for at bringe sine forældre i sikkerhed og må tjene penge for at betale en familie for at skjule hendes forældre i kælderen. Men en dag bliver hun fængslet og tortureret og kan ikke længere sørge for hverken sin egen eller forældrenes sikkerhed.
Dette er blot nogle af de skrækkelige situationer, familien udsættes for, men på trods af alt den ulykke bevarer de håbet om at overleve og genforenes. De heldige er en roman om ukuelighed, kærlighed og mod – og det er meget stærk læsning, når man selv er vokset op i en fri verden.
Da forfatteren Georgia Hunter var femten år gammel, fandt hun ud af at hun er efterkommer af polske jøder. Dette er fortællingen om hendes ophav, og om en hel generation af polske jøder, hvoraf kun de allerheldigste overlevede og måtte læge deres sår, begræde det mistede og skabe en ny tilværelse for dem selv og deres familier.
Aldrig må vi glemme dette kapitel i historien, og Georgia Hunter har med denne historie om sin egen familie givet sit bidrag til, at det ikke vil ske. De heldige er en storslået roman om et ufatteligt kapitel i vores historie, som jeg vil anbefale alle at læse.
Er du interesseret i mere skønlitteratur om Anden Verdenskrig, så læs for eksempel vores anmeldelse af Tove Alsterdals Blindtunnel eller Daniela Tullys Hotellet ved skyggesøen.
Georgia Hunter, De heldige, Hr. Ferdinand, februar 2020, oversat af Poul Bratbjerg Hansen, 473 sider.