Krigens personlige skæbner og tragedier stopper aldrig med at være relevante. Og uanset hvor mange af dem, vi hører eller læser, stopper de aldrig med at være helt ubegribelige og hjerteskærende – især for de af os, der har aldrig har oplevet krig. Og vi må aldrig stoppe med fortælle dem og læse dem og give dem videre, for de er med til at fastholde os i krigens meningsløshed.

Hotellet ved skyggesøen er en af den slags historier. Vi befinder os skiftevis i perioden op til anden verdenskrig, i 1990 efter murens fald og i dag.

I 1990 forsvinder Mayas bedstemor Martha sporløst og ingen ved, hvor hun er. Men et jordskred i USA i 2017 afslører liget af farmoren, men hverken Maya eller hendes far begriber, hvordan Martha er endt der. Maya frygter, at farmoren er fulgt efter hende tilbage i 1990, da Maya var på udveksling i USA. Hun føler skyld og fortvivlelse og tager til USA for at finde ud, hvad der er sket med farmoren. Og det bringer hende naturligvis på sporet af historien og af farmorens ungdom før og under anden verdenskrig, og hendes liv efter krigen.

Forestil dig at modtage et brev med 46 års forsinkelse. Et brev sendt umiddelbart inden krigens afslutning, men som først når frem efter murens fald. Et brev der kunne have betydet et helt andet liv, end det du har levet. Sådan et brev fik Martha i 1990.

Hotellet ved skyggesøen er en spændende historie om modstandsbevægelsen, kærlighed og familiehemmeligheder, og den er inspireret af forfatterens egen familiehistorie.

Romanen er forfatterens debut, og det er en hæderlig debut. Der er passager i bogen, der nemt kunne været skåret til eller undladt, efter min smag, for visse steder går der lidt halvdårlig amerikansk kærlighedsfilm i den. At Marthas historie fortælles gennem barnebarnet Maya er en fin idé, men Mayas eget kærlighedsliv fylder lidt rigeligt. Men bær over med det, for bogen gemmer på en fortælling om et levet liv i en anden tid, som du gerne vil høre.

Daniela Tully, Hotellet ved skyggesøen, Gad, januar 2019, Oversat af: Svend Ranild, 353 sider.