Dennis Glintborg: Kun døde fisk
Dennis Glintborg er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur, og Kun døde fisk er hans debutroman. Romanens form er også noget særligt. Det er en fragmenteret form med meget korte kapitler, som hver beskriver en scene hurtigt og tilsyneladende overfladisk.
I Kun døde fisk møder vi hovederpersonen Niclas, som er fyldt godt op. Han skal håndtere en kaotisk hjemmefront med et måske/måske-ikke brud mellem forældrene, en aggressiv far og at blive droppet af sin kæreste, mens eksamener og beslutninger om uddannelse og fremtid truer forude.
Miljøet er overklasses. Der er masser af sprut, stoffer og mærkevarer blandt de unge. Forældrene bestrider høje stillinger eller er væk på rejser, mens de unge er alene hjemme. De unge er rastløse og virker nærmest rodløse, og i hvert fald er Niclas fortvivlet. De tager på cafe og spiller playstation, mens au pair-pigerne servicerer med kaffe og te.
På den ene side repræsenterer Niclas delvist ungdommen generelt set, men mere specifikt er han på den anden side en portrættering af unge overklassesmennesker, som ikke kun befinder sig i en overflod af materielle goder, men døjer også med udfordringer. Man mærker især, at Niclas søger efter identitet og ro.
Der er mange temaer i denne bog, hvor vi præsenteres for elementer af racisme og kønstereotyper og oplever seksuelle overgreb. De unges fokus er på det ydre og lave fedtprocenter – de skal være Instagramegnede – mens de fremstår overfladiske i deres politiske og sociale betragtninger. Dog kan man ikke undgå at mærke presset på de unge mennesker fra deres forældre, der altså sidder højt oppe i fødekæden.
Den panoramiske portrættering giver os et overblik og et indblik, uden at teksten behøver at udpensle relationer og følelser, for den viser os det igen og igen. Og det fungerer faktisk. Historien bliver ikke overfladisk og tynd, for vi kommer alligevel ned i dybden gennem gentagelserne og antydningerne, som Glintborg har efterladt os. Romanens form skaber en distance mellem Niclas og både handlingsforløbet og læseren, og det er netop med til at understrege hans sindsstemning.
Jeg synes, Kun døde fisk er en interessant bog, og den bringer nogle relevante temaer op, som vi måske bør diskutere noget mere: Presser vi vores unge mennesker for hårdt?
En fin bog og en vellykket debutroman. Den er endda også hurtigt læst. Den er velegnet for alle unge mennesker, og så vil den passe fint ind i læseplanen i danskundervisningen.
Dennis Glintborg: Kun døde fisk. Jensen & Dalgaard, 2019. 192 sider.