I de første år af 2. Verdenskrig stormede nazisterne gennem Europa, både i vest og øst. Lande og hovedstæder blev indtaget efter overrumplende lynkrige, og Tyskland voksede til et stor-rige, akkurat som krigsherrerne drømte om. Men det varede ikke længe inden, at krigen kom hjem til Tyskland. Tyske byer blev i 1943 stigende grad udsat for engelske og amerikanske bombeflys dødbringende laster. De allierede havde udforsket og lært sig at sætte byområder i brand ved bombninger fra luften, og det fik Hamborg at mærke i sommeren 1943. Bombetogterne mod tyske byer fortsatte helt frem til ganske kort tid før krigens afslutning, og i efterkrigstiden er det især bombningen af Dresden, der har påkaldt sig opmærksomhed – og fordømmelse fra mange sider.

I McKays bog får vi hele historien om de forfærdelige konsekvenser af angrebet, om byen, ofrene og piloterne. Bogen er skrevet med stor indlevelse og sympati for såvel ofrene, og for de unge mænd, piloterne, der udløste mareridtet, og selv gennemlevede dødsfrygt og rædsler i skæret fra eksploderende fly og antiluftskyts fra jorden.

McKay gør sig stor umage for at illustrere, hvad Dresden var for en by, og hvorfor den af mange blev anset for at være Nordeuropas Firenze, rig på kunst, imponerende arkitektur og kultur. Paradoksalt nok var den, som forfatteren beskriver, samtidig en af de mest jødeforagtende byer, med fanatiske nazister, som udsatte jøder for had og utilsløret, barnagtig ondskab – det blev eksempelvis forbudt for jøder i starten af 40’erne at holde husdyr og købe blomster og is. Ondskaben førte til systematisk deportation og mord, og i februar 1945 var der kun knap 200 jøder tilbage af de cirka 6000, der boede i byen ved krigens udbrud.

Retfærdiggør denne type forbrydelse, det helvede, der blev udløst natten mellem den 13. og 14. februarnat? 25.000 civile blev dræbt i angrebsbølger fra knap 800 bombefly. Angrebet udløste, helt kalkuleret, enorme ildstorme, hvoraf nogle strakte sig i 1½ kilometers højde og medførte orkanagtige vindstød. Angrebet var svært at begrunde militærstrategisk, men målet var som ved andre lignende togter at knække civilbefolkningens opbakning til krigen og afkorte dens varighed. Debatten om, hvorvidt der var tale om terrorbombninger, begyndte kort tid efter, at angrebet var gennemført, og det trækker tråde helt op til nutiden. Højreekstremister har gennem årene overdrevet antallet af dødsfald og udnyttet bombningen til at skabe en offermyte om det tyske folks lidelser.

Stærkest i bogen står beskrivelserne fra den frygtelige nat, baseret på øjenvidnebeskrivelser. De voldsomme temperaturer under ildstormene var så høje, at tøj selvantændte, tjære smeltede, brosten og lygtepæle brændte ubeskyttet hud, og i beskyttelsesrum og kældre blev mennesker kvalt, hvis de ikke gik til i flammehav. De lidelser dokumenterer McKay med uhyggelig indlevelse. Efter angrebet gik genopbygningen i gang med det samme. Lig skulle graves frem og skaffes af vejen, og der skulle tilføres vand, elektricitet og basale fødevarer. Det havde ligeledes høj prioritet, at der ikke blev spredt rygter om Tysklands snarlige nederlag, og at der ikke blev begået tyverier. Svaret fra myndighederne var henrettelser uden nogen form for rettergang.

I et afsluttende kapitel beskriver McKay, hvordan Dresden rejste sig fra ruinerne og genvinder sin tidligere storhed. Efter forfatterens vurdering fremstår den atter som en perle blandt Nordeuropas storbyer.

Sinclair McKay: Dresden 1945. Ilden og mørket. Lindhardt og Ringhof. 439 sider. Oversat af Anders Juel Michelsen, februar 2020