Martin Holmén: Slugger
Vi er nået til vejs ende i fortællingen om Harry ’Kvisten’ Kvist, den talentfulde bokser, hvis karriere pludseligt stoppede og som nu, i 1930’ernes Stockholm, hutler sig gennem livet som gældsinddriver. Han lader næverne tale over for personer, der skylder, og det sker med voldsom effektivitet. Venner er der ikke mange af, og ved romanens start bliver der én mindre. Præsten Gabrielsson, som Kvisten har kendt i mere end 20 år, bliver fundet brutalt myrdet, fastnaglet til kirkegulvet med jernspir gennem kraniet.
Gabriellson var højlydt antinazist, og Kvisten mistænker højreradikale kræfter i det svenske samfund for at stå bag forbrydelsen. I sin jagt efter morderen kommer han på sporet af en langt større forbrydelse, idet nazismens fangarme rækker ind i Stockholm, hvor der er opstået alliancer med svenskere inden for magtfulde kredse.
Kvisten har ikke meget tilbage i livet. Alderen, de mange snapse og mismodet begrænser ham, men værdigheden har han i behold. For som han siger til sig selv gang på gang, så har Kvisten aldrig taget tælling i ringen. Og ét håb har han tilbage; at blive genforenet med sin kone og datter, der er emigreret til USA. Det ved vi fra de tidligere romaner, men i ’Slugger’ får vi den fulde historie om, hvorfor Kvisten ikke kunne følge efter dem og realisere den professionelle karriere, som han var klar til, og som skulle skabe familien et levebrød i staterne.
Holmén giver sig tid og plads i bogen til at dykke mere ned i Kvistens sammensatte personlighed, og det gør karakteren endnu mere levende og tragisk. På trods af modgang og personlige tragedier har han en kerne af godhed, der opvejer den sortsynede sarkasme, som gennemsyrer meget af hans syn på tilværelsen. Han bærer sin døende ven, bedemanden Lundin, rundt for at hjælpe ham. Han forsøger at oplære den unge skopudser Hasse til en karriere i bokseringen, og han hjælper den unge gravide tjenestepige til flugt, i stedet for at tvinge hende til abortlægen, som han var blevet betalt for. Kontrasten til denne godhed kan man ikke være i tvivl om, når han lader næverne lyne med en stille fryd. Han er skånselsløs og bærer på en voldsom hævngerrighed, skabt af de mange sår, livet har tilføjet ham.
Det er håbet om at blive genforenet med familien, som skaber den voldsomt dramatiske og nervepirrende slutning. Fraktioner i det Stockholms gangstermiljø er i kamp om magten i byen, og der er brug for hans evner i et opgør, der også har tråde til konspirationen mellem svenske og tyske nazister. Kvisten vil blive betalt godt, få billet og nyt pas, hvis han ender på det vindende hold.
Som i de to foregående romaner er miljøskildringerne fra Stockholm uovertrufne. I sommervarmen driver sveden af ildelugtende kroppe, udmagrede hunde vakler rundt indtil de bliver slået ned, og mødre forsøger at holde familiefædrene fra flasken. Det lyder klichefyldt, men er det ikke, for Holmén skriver præcist, kortfattet og med enestående indlevelsesevne. For mig er hans trilogi et mesterværk i sin genre, den nordiske krimi noir, og forhåbentlig har han mange nye fortællinger i støbeskeen.
Læs anmeldelse af første bind (Clinch) og andet bind (Nede til tælling).
Martin Holmén: Slugger, Turbine, 372 sider, 10. marts 2020, Oversat af Sigurd Toftdahl Terkelsen