Her på bloggen er vi også begyndt at varme op til Store Potter-dag, 21. juli. Og så er det jo oplagt at genlæse bind 6, så man er helt klar til det endelige opgør mellem godt og ondt, Drengen, der ikke kunne slås ihjel og Mørkets Herre, Dumbledores Arme og Dødsgardisterne – Harry Potter og Lord Voldemort.

Det er længe siden, at Harry Potter og hans magiske venner overgik fra at være børnebøger til at være lysende stjerner på litteraturens himmel. Hvor mange andre bøger bliver lanceret med mere hype end iPhone og hvor mange andre bøger findes der, hvor selv bipersonerne har fået hver deres selvstændige artikel på Wikipedea?

Bind for bind er serien blevet mere og mere dyster, og bind 6 lægger sig fint i forlængelsen af den tendens. Vi nærmer os den sidste kamp, og alt i bogen lægger op til High Noon på Hogwarts. På den måde lider historien om halvblodsprisen lidt af samme svaghed som 5’eren – nemlig at de ikke fungerer så godt som historier i egen ret, men mest som prolog til slaget, der vil ende alle slagen, det endelige opgør om magiens sjæl som vil afslutte det syvende og sidste bind.

Når det er sagt, så er det også svært at finde mere at være kritisk over for Harryfans. (Hvad ikke Harryfans mener, aner denne blogger virkelig ikke, det må andre oplyse om i kommentarfeltet).

Halvblodsprinsen er som sædvanligt blændende skrevet og Harry fremstår på trods af sin usædvanlige skæbne og mærkværdige liv alligevel som en troværdig person. En dreng, der burde have haft et liv som alle andre, men som tvunget af omstændighederne må tage korset og gå til kamp mod ondskaben. I dette bind smider han endelig teenage-nykkerne og tager sin skæbne på sig. Som en anden gralsridder er han parat til at drage ud på sin søgen alene – men mon ikke hans venner, Hermione og Ron vil give en hånd med frem til den endelige afslutning?

J.K.Rowlings: Harry Potter og halvblodsprinsen. Gyldendal, 2005. 608 sider. Oversat fra engelsk efter Harry Potter and the Half-Blood Prince.