// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Casper Børge Nielsen: Testpilot – et liv på grænsen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer

Casper Børge Nielsen: Testpilot – et liv på grænsen

Skrevet af den 31. december 2019 – 06:42Ingen kommentarer

Han har fløjet mere end 60 forskellige fly- og helikoptertyper. Han har i en længere årrække været det danske flyvevåbens eneste testpilot. Han har deltaget i udviklingen af verdens mest avancerede kampfly. Og i virkeligheden er han blot en lidt genert dreng fra Esbjerg, der stadig har lidt svært ved at fatte det hele.

Hans navn er Casper Børge Nielsen og i bogen ”Testpilot – et liv på grænsen” tager han os med op i cockpittet. Herop hvor han har tilbragt tusindvis af timer. Og det er en ganske fremragende tur.

Vi kommer med ud på flyvepladsen uden for Esbjerg, hvor han som 17-årig tager flyvercertifikat. Med videre til uddannelsen som jagerpilot i Forsvaret. En sviptur til Kosovo og så flere gange frem og tilbage mellem Danmark og USA, hvor Casper Børge Nielsen først færdiggør sin jagerpilotuddannelse. Så videreuddanner sig til testpilot og til sidst arbejder som testpilot på det F-35 projekt, som han i ni år var en del af sammen med et dansk F-16 fly. F-35 bliver om få år Danmarks nye kampfly.

Casper Børge Nielsen tager os også i hånden og giver en pædagogisk indføring i blandt andet en testpilots arbejde, i samspillet mellem testpilot og ingeniør samt i hvad F-35 er for en størrelse. Vi får en god lektion omkring udviklingen af flyet, om flyet i forhold til andre kampfly og de muligheder, som det avancerede kampfly bringer med sig. Som testpilot på programmet i næsten et årti er det naturligvis ikke en neutral og objektiv vurdering, men han forstår at balancere tingene meget godt, så det ikke bliver 100 procent ukritisk propaganda.

Med fare for at det udløser en krænkelse af den ene eller anden art, så er der ingen tvivl om, at det her er en rigtig drengerøvsbog. Om fart, spænding og adrenalin. Om at gennembryde lydmuren, om at flyve lodret op i luften og bevidst lade flyet stalle for at det derefter falder ukontrolleret mod jorden. Det er dog ikke ensbetydende med, at den kun kan læses af drenge og mænd. Den kan læses af alle med hang til den slags. Alle der er fascineret af flyvning, af fart og af det ekstreme.

Og det bør den. Læses. For her er tale om en fremragende, engageret og personlig fortælling fra en dansker, der har haft en ekstraordinær erhvervskarriere, som kun er de færreste forundt. Her er ikke tale om endnu en drabsefterforsker eller semikendt fodboldspiller. Her er tale om den eneste danske testpilot de seneste årtier. Ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Men med et helt særligt job, som han med bogen her viser frem for os og giver os en lille smagsprøve på. Smag den. Læs den.

Casper Børge Nielsen i samarbejde med Espen Uldal: Testpilot – et liv på grænsen. People’s Press, 2019. 339 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.