Det er 75 år siden, at Hitlers drømme om et stortysk, arisk rige blev knust. Men der strømmer stadig bøger og film ud om nazismen og 2. Verdenskrig, og der bliver fortsat fundet originale vinkler. På bogmarkedet har vi blandt andet for nylig set analyser af, hvordan tyske kvinder bidrog til krigsindsatsen og besættelsen af lande på Østfronten. Det er ligeledes for nylig beskrevet, hvordan narkotika var udbredt i den tyske hær som middel til at holde moralen og soldaterne på benene. ’Banemændene’ lægger sig sikkert i slipstrømmen af disse originale nye vinkler, da den zoomer ind på de 10 uger, der fra november 1932 førte til, at Hitler kunne sætte sig til rette som rigskansler og indlede sit rædselsregime frem til foråret 1945.

Fortællingen om hans magtovertagelse er også fortællingen om Weimarrepublikkens sidste krampetrækninger. Med republikkens undergang blev den første demokratiske styreform i Tysklands historie lagt i graven. I stedet kom et fascistisk diktatur, der medførte død og lidelse for millioner af mennesker over hele jordkloden.

Bogen er skrevet elegant og med indlevelse af to historikere, Rüdiger Barth og Hauke Friederichs. Man kender de fem hovedaktørers tanker, er med ved de afgørende møder, og historien er nærmest iscenesat som en dokumentarfilm med en registrerende og refererende fortæller.

I et efterskrift fortæller forfatterne, at de fandt inspiration i den amerikanske House of Cards og dens fortælling om en ambitiøs, kynisk og skånselsløs politikers vej til den absolutte magt. Akkurat som i House of Cards manipuleres der i Berlin, der smedes rænker og intrigeres blandt en lille gruppe af politikere, som kæmper om at vinde regeringsmagten. Men desperationen i det tyske samfund skaber en helt anden baggrund end den tilsvarende amerikanske. Fattigdom, millioner af arbejdsløse og uforløste storhedsdrømme har skabt en eksplosiv cocktail, og på gader og stræder udkæmpes der blodige kampe mellem kommunister, fascister og socialdemokrater. Der er politiske mord og bevidst undergravning af demokratiet fra magthavende kredse, så det er på ingen måde uvæsentligt, hvem der skal sætte retningen for det nye Tyskland. At det lige blev Hitler, var selvfølgelig en tragedie, og når man har læst bogen, står det klart, at det på ingen måde var givet, at han blev kansler. Han blev af mange anset for at være for rabiat og kort sagt mærkelig. Men der kunne ikke samles flertal for en bred regering på grund af den voldsomme polarisering mellem fløjene i tysk politik.

At følge fem mænds kamp om at komme til magten i 30’ernes Tyskland kan lyde lidt tørt. Der er da også mange detaljer, men som en lille genistreg, har de to forfattere garneret det politiske magtspil med en række sidefortællinger. Amerikanske korrespondenter, industrimagnater og politiske rådgivere giver et bredere billede af, hvad der foregår. Weimarrepublikkens eksperimenterede kulturliv får også en stemme her. Alt i alt en fortræffelig bog, som supplerer tv-serien Babylon og Christopher Isherwoods ’Farvel til Berlin’ med et indblik i den politiske verdens magtkampe bag kulisserne.

Om kvindelige nazister på Østfronten se Wendy Lower: ‘Hitlers furier’.

Rüdiger Barths og Hauke Friederics: Banemændene – Weimarrepublikkens sidste vinter. Gyldendal, 407 sider Oversat af Lasse Rask Hoff.