// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Toni Morrison: Sula
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Amerikansk, Roman

Toni Morrison: Sula

Skrevet af den 15. december 2019 – 07:10Én kommentar

Sula er Toni Morrisons anden roman, og den har, som alle hendes bøger, den samme vidunderlige høje kvalitet, der forbavser gang på gang. Hvordan Toni Morrison formår at skrive så poetisk og smukt om den store raceforskel i USA i 1920’erne er ikke til at forstå.

Sula handler om noget så fint som det stærke forhold mellem to sorte piger og deres opvækst i bunden af samfundet i byen Medallion, Ohio. Nel Wright og Sula Peace møder hinanden i en alder af 10 år og er uadskillelige. De deler alt. Selv da de bliver ældre og begynder at være sammen med drenge – deler de dem. I en verden, hvor lykke ser ud til at være et glemt koncept og mod alle odds, elsker, griner og overlever Sula og Nel. De vokser op sammen og bærer sammen på en frygtelig hemmelighed, som på sin vis holder dem forbundne. Indtil kærlighedens forræderi og begær kommer imellem dem.

For da Nell bliver gift, oplever hun igen denne ensomhed, Sula frelste hende fra, da de var børn. Nu er det bare en lykkelig gift kvindes ensomhed. Og da Sula vender tilbage efter ti års adskillelse, får det Nells ungpigelatter frem igen, og alle år adskilt er som udvisket. Sula mener stadig, at de deler alt, og den ligefremme holdning til deres venskab sætter alt på spil.

Det er svært at sætte ord på alt det, der foregår i denne lille bog. Medallions dystre gader, hvor mænd forlader deres kvinder og efterlader dem i den værste armod. Søsterskabet mellem Sula og Nell, som er udsprunget af dyb ensomhed og voksne menneskers svigt. En kærlighed og et venskab mellem to kvinder, der ender med at få uoprettelige revner. Det er tung læsning – men alligevel smukt, når først du træder ind i Morrisons univers. Jeg var vild med det fra start til slut.

Toni Morrison: Sula, Politikens forlag, 176 sider, november 2019

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.