// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sara Omar: Skyggedanseren
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sara Omar: Skyggedanseren

Skrevet af den 26. november 2019 – 15:24Ingen kommentarer

To’eren er altid svær. Ikke mindst når et’eren blev så rost, som det var tilfældet med Sara Omars debutroman ”Dødevaskeren”. Nu er to’eren, ”Skyggedanseren” her så. Bevares, det er ikke det rene makværk. Men den er heller ikke oppe at ringe på samme måde, som det var tilfældet med et’eren.

Den kurdiske pige Frmesk er også denne gang hovedpersonen, som vi følger i to parallelle spor; i Kurdistan i 1990’erne og i Danmark i 00’erne. ”Skyggedanseren” starter hvor ”Dødevaskeren” sluttede med en 5-6 år gammel Frmesk, hvis onkel netop er påbegyndt sine systematiske overgreb på hende, og en Frmesk i midten af 20’erne, som forsøger at tage vare på sine mindre søskende og samtidig beskytte sig selv og dem mod en voldelige far.

Som handlingen og årene skrider frem bliver de uhyrligheder som både barnet Frmesk og den voksne Frmesk udsættes for stadig mere barbariske og gruopvækkende. Der er ingen grænser for hvor meget ondskab hun skal opleve i Allahs navn. For det er netop koblingen med islam og kvindeundertrykkelse, der har fået alles øjne til at rette sig mod Sara Omar og hendes bøger. Hun tør sige det lige ud og lave koblingen.

Det var ganske modbydeligt i ”Dødevaskeren”, men får lige en tand mere i ”Skyggedanseren”. Faktisk så meget, at det bliver for meget. For forudsigeligt at hun naturligvis skal opleve det værste og værre endnu. Egentlig ikke nødvendigt at gå linen helt ud. Vi har forstået pointen. Nogle vil sige, at det gjorde vi allerede efter at have læst ”Dødevaskeren”. Og derfor bliver det til sidst lidt for meget elendighed, så de væsentlige pointer drukner.

Frmesk’s historie er det vigtig. Og derfor var det også helt naturligt at høre mere om hendes liv. Men ”Skyggedanseren” slutter heldigvis også på en måde, som ligger op til at Omars næste bog ikke nødvendigvis får Frmesk i hovedrollen. For nu er hendes rejse ligesom afsluttet. Så vi har ikke brug for at høre mere om hende. Men vi vil gerne læse mere af Sara Omar. Hun er fortsat en særdeles vigtig stemme.

Og bare fordi to’eren ikke var lige så god som et’eren, så kan der godt komme en tre’er.

Sara Omar: Skyggedanseren. Politikens Forlag, 2019. 413 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.