Tre generationer mødes til en 90-års fødselsdag i Israel. Det er en familie bygget på traumer, hemmeligheder og svigt. Vera, dagens fødselar, var kommunistisk partisan i Jugoslavien under 2. verdenskrig sammen med sin mand. Med i pakken var et næsten 3 år langt ophold i fangelejren Goli Otok, og at monumentalt svigt af datteren Nina.

Svigt er som arvesynden, de næste generationer kan ikke slippe fri, og også Nina er en svigter. Nederst i familiekæden står Ninas datter Gili og hendes far Rafael. De har mere end anet, hvad der virkelig er sket dengang Nina blev forladt og Vera blev enke. Men nu bringer Nina en ny hemmelighed ind i familien, og pludselig haster det med at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang i Jugoslavien.

Da Nina vidste er en nænsomt og alligevel grusom historie om hvordan mennesker kan slides i stykker af krig og traumer. Det er også en historie om en familie, hvor nogen flygter og andre forsøger at holde sammen på sig selv og hinanden. Det er rørende, og selvom historien ikke indeholder aktionelementer, er man som læser alligevel en smule stakåndet undervejs. Havde Vera et valg? Hvordan undgår man at svigte, når Titos bødler kalder én til forhør?

Grossman har et smukt sprog, hvor fortælleren Gili får lov til at få sin helt egen filmiske tone. Hvert eneste ansigtsudtryk, hver eneste frame, betyder noget i rejsen mod forsoning og sandhed. Det kammer aldrig over, men er hele vejen igennem en smuk og grum fortælling om svigt og afmagt, om den altovervældende kærlighed og om hvordan brutale diktaturer æder selv de mest renhjertede sjæle op.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Grossman, men det er bestemt ikke sidste gang. Det er virkelig en god roman, der i øvrigt er inspireret af en virkelig historie.

David Grossman: Da Nina vidste. 340 sider, Forlaget Vandkunsten. Oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner, 2019