// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Henningsen: Dengang vi var bønder
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Peter Henningsen: Dengang vi var bønder

Skrevet af den 23. november 2019 – 07:45Ingen kommentarer

Gadekær. Firelængede bondegårde i bindingsværk. Bønder i folkedragter og blonde unge piger med malkespande. Bølgende marker og en hyggelig vandmølle. Vi har alle sammen en forestilling om det gamle bondeland, sådan som Danmark så ud før industrialiseringen, og mange af os romantiserer nok lige vel meget om bondelivet før verden gik af lave. Når alt kommer til alt, ved vi jo godt, at det ikke var helt så idyllisk, men hvordan så bondelivet egentlig ud, dengang de fleste af os var bønder?

Det har museumschef Peter Henningsen skrevet en rigt illustreret bog om til alle dem, der gerne vil vide mere. Hovedvægten er på tiden fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og frem til indgangen til det 20. århundrede, og bogen er en guldgrube af viden for en historisk og detaljeorienteret læser.

Henningsen går grundigt til værks, og kommer både rundt om udviklingen i det danske landskab, om bønders uddannelse, påklædning, tankegang, politiske indflydelse, sprog og ikke mindst de fysiske bondegårde. Som altid er der større forskelle på tværs af egne end vi går og tænker i dag. Det var ikke kun påklædningen, der skilte sig ud – det gjorde også gårdene, afgrøderne og bønderne selv.

Bønderne, der jo udgjorde det store flertal, havde sin egen kultur, med store regionale forskelle, men med endnu større forskelle til godsejerne og bybefolkningen. De levede, arbejdede og døde på og af jorden, og kampen med den og før landboreformerne også godsejerne prægede naturligvis deres hverdag og deres forståelse af verden. Bogen har måske lige vel nok generaliseringer over, hvor konforme bønderne egentlig var, for igennem hele perioden skete der jo en stor udvikling, og dansk landbrug ændrede sig i takt med tiden.

Det er faktisk meget interessant, men også utrolig nørdet. Især anden halvdel af bogen, der handler om bondegårdene selv er nok ikke for en almindelig historieinteresseret læser, men for læsere med særlig faible for de gamle gårde – læsere, som for eksempel faghistorikere, der vil sætte pris på at kende forskellen på et sulehus og et bulhus. Selv blev jeg sært fascineret af gårdene (og de mange billeder, ikke mindst), men havde nok foretrukket af det sidste kapitel var blevet flyttet frem, så jeg havde kunnet få forklaringen på de forskellige typer af gårde før jeg skulle læse om, hvor de blev bygget oftest henne. Der var mange fagudtryk undervejs!

Peter Henningsen: Dengang vi var bønder. 368 sider, Gads forlag. 2019