Anita Furu kan noget med ord, med rytme og med indhold, der ikke slipper dig igen, men ligger og vugger lige så stille og efterlader sig et godt varigt spor. Sådan har jeg det i hvert fald med denne bog – og den samme oplevelse havde jeg med hendes første bog Mit halve liv, som hun vandt debutantprisen for i 2018.

I denne bog følger vi igen Ruth, der nu er blevet en ældre dame på 73 år. Hun har stadig sin gode veninde Kamma, pigen fra hendes skoletid, som bare ville være venner med den jødiske flygtningepige Ruth fra Rusland. Ruth bor alene, efter hendes seneste ægtemand døde – lige som den første gjorde. Men hun er ikke alene, hun har datteren Inge og sit barnebarn David, og sin ugentlige dag i familiens the-butik, hvor hun hjælper Inge og hendes mand.

Man fornemmer, at det har været et godt liv med masser af kærlighed, men også med meget savn og bristede relationer. Der er datteren Jane, som hun mistede for mange år siden, da datteren var helt lille. Der er manden Aage der faldt død om pludseligt, mens de ventede på toget – og som hun måske aldrig fik spurgt rigtigt ind til. Der er det evige tomrum, som hendes tre søskende har efterladt i hende, og som har været der siden hun som helt lille kom til Danmark og skulle bo hos en rig dame.

De fire søskende Isak, Boris, Dina og Ruth blev splittet ad, da Ruth var 6 år og Ruth husker dårligt tiden fra før Danmark, fordi hun var så lille, men hun husker Isak og at han lovede at hente hende igen – lovede at samle familien.

Gennem årene, som præges af to verdenskrige, er der stort set ingen kontakt. Men som ung hører Ruth fra Dina, et enkelt brev, men hun magter ikke at svare, fordi hun lige har mistet Jane.

Men nu her i 1973 har hendes datter Inge sat sig for at finde sin mors søskende, og selv om Ruth sætter sig til modværge, så starter Inge processen op og får kontakt til sin moster Dina og kusine May i England. Hun får Ruth med på et besøg, og endelig skal tomrummet i Ruth måske fyldes op. Endelig vil hun måske genfinde sine rødder og det hun kommer fra, udtrykt ved at ligne nogen:

”Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også”.

Så enkelt at sige, at man er som nogle andre i ens familie, men noget som Ruth aldrig har kunnet – andet end i forhold til sin datter – som nok får knyster som Ruth.

Anita Furus roman er, som den første, inspireret af hendes egen familiehistorie, selv om virkelighedens Ruth aldrig nåede at få kontakt til sine søskende. Ud over at være en smuk og hjertegribende fortælling, så er romanen også om en påmindelse om, at vi skal passe på med at vente for længe her i livet, for måske er det en dag for sent. Vi har også anmeldt Mit halve liv her på bloggen.

Tusinde tak, Anita Furu, for at dele og for at skrive så smukt.

Anita Furu, Jeg er en, der kan sige sådan, Forlaget Gladiator, 185 sider, november 2019