Jeg gik lidt som katten om den varme grød med denne bog. Jeg elskede Et lille liv – den bog sidder stadig i mig, her mange år efter at jeg læste den. Jeg havde hørt, at denne var meget anderledes, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, for den kunne da umuligt være lige så god som Et lille liv. Bogen er Yanagiharas debutroman, og det er interessant, at hun ligesom i Et lille liv kredser om homoseksualitet i en tid, hvor dette bestemt ikke var velset.

Den unge forsker Norton Perina får mulighed for at deltage i en ekspedition til øen Ivu’Ivu i Mikronesien. Her skal han hjælpe dr. Tallent i hans søgen efter en sagnomspunden stamme. Han er meget ivrig efter at imponere Tallent, som han idoliserer og måske endda er forelsket i, men får kamp til stregen af den irriterende Esme, der også kæmper for at vinde Tallents gunst. Det lykkes dem at opspore stammen, og ikke nok med det opdager Norton, at dette folk har en endog meget høj levealder. Da han også finder ud af, hvordan de formår at leve så længe, er hans videnskabelige gennembrud en realitet. Han vinder senere Nobelprisen og bliver rig og berømt, men alting har en pris, og øen ender med at blive kilden til ikke blot hans storhed, men også hans fald. Han drages tilbage til øen, som efter hans opdagelser er blevet ødelagt i medicinalfirmaernes jagt på kilden til evigt liv. Stammen er nu et desillusioneret folk, og mange lever som tiggere og alkoholikere. De beder derfor Norton om at tage deres børn med til USA og give dem et bedre liv, hvilket han indvilliger i, men hans handlinger ender med en fængselsdom for pædofili.

Bogen bygger på den virkelige historie om Dr. Daniel C. Gajdusek og er skrevet som Nortons biografi, han skriver fra fængslet, og det er gjort på så mesterlig vis, at jeg flere gange blev i tvivl, om det nu rent faktisk var skønlitteratur eller ej, jeg sad med i hænderne. De mange kildehenvisninger og fodnoter gjorde deres til at give indtrykket af, at bogen reelt var en biografi.

Norton er ikke en person, jeg kom til at holde af. Han er et enormt egoistisk menneske, som ganske vist kender forskel på rigtigt og forkert, men som træffer sine valg baseret på egne ønsker og begær fremfor etik og moral. Han tager på intet tidspunkt hensyn til, hvilke konsekvenser hans handlinger vil få for andre, når blot han opnår det, han ønsker. Jeg må dog rose Yanagihara for hendes måde at skildre alle de gode og dårlige kvaliteter, der gør os til mennesker, i dette ene menneske. Selvom jeg var både vred og forarget over Norton, var der alligevel glimt af en mand, jeg ikke kunne undgå at fatte sympati for.

Når dette er sagt, må jeg desværre erkende, at jeg ikke var helt begejstret for bogen. Der er ingen tvivl om, at Yanagihara virkelig kan sit håndværk og skriver fantastisk, men de mange lange beskrivelser af planter, træer, laboratorieforsøg m.v. gjorde bogen for langtrukken for mig. Hvis man interesserer sig for antropologi, biologi og studiet af fremmede egne og folk, vil denne bog uden tvivl vække lykke, men den tabte mig desværre lidt på vejen, og kun Yanagiharas smukke fortællestil fik mig til at læse den til ende. Desuden måtte jeg jo vide, hvordan det endte for Norton.

Du kan læse vores anmeldelse af Et lille liv her.

Hanya Yanagihara: Folket i træerne, Hr. Ferdinand, 427 sider, oversat af Nete Harsberg, oktober 2019