Et lille liv er en fremragende roman om de fire venner Jude, Willem, JB og Malcolm. De mødes i skolen og følges ad gennem livets op- og nedture. Udadtil opnår de alle succes i deres arbejdsliv, men især Jude har det sværere, end han lader omverdenen vide. Han har aldrig delt sin fortid med vennerne. Man fornemmer tidligt, at han har haft en meget barsk barndom, og rædslerne bliver gradvist afsløret, efterhånden som de påvirker hans voksenliv og hans relation med vennerne.

Selvom bogen udadtil handler om fire venner, er det i virkeligheden ikke tilfældet. De udgør blot rammen for bogen, men bogen handler om én person og de mennesker, han omgiver sig med. Hans liv består af en lang række ekstreme oplevelser. Oplevelser der mærker ham for livet, og som jeg som læser blev dybt berørt af. Jeg følte virkelig med ham. Jeg blev rørt over den kærlighed, omsorg og venlighed, som hans venner behandler ham med, og det knuste mit hjerte, at han ikke kunne tage imod den.

Jude er i sig selv ikke en ny type hovedperson. Den plagede sjæl uden selvværd finder man i mange bøger. Forfatterens genistreg består i, at hun er villig til at dykke dybt, dybt ned i hans indre mørke og i, hvordan det påvirker hans omgivelser og relationer. Vi følger ham over en meget lang årrække, og historien skifter hele tiden, så man ser tingene fra de forskellige personers perspektiv, og der springes frem og tilbage i tid. Det virker virkelig godt, og jeg er vild med Yanagiharas skrivestil. Det bliver aldrig forceret eller forvirrende.

Titlen Et lille liv har flere betydninger. For det første henviser den til hovedpersonen Jude, en mand som aldrig vil kunne føle, at hans liv er værd at leve. For det andet henviser den til det at læse bogen. Når du læser denne bog, føles det, som om du lever et liv gennem fortællingen. Den tredje betydning opdager du egentlig ikke, før du er halvvejs gennem bogen, og ordene bliver brugt i en sammenhæng, som er som et slag i maven. Når du læser dem, vil du måske endda opleve en fysisk reaktion – ondt i maven, kuldegysninger eller tårer. Og det opsummerer egentlig meget godt, hvordan det føles at læse bogen. Den kan beskrives som fx forfærdende eller oprørende, men man kan sådan set finde alle synonymer til disse ord i ordbogen, og de vil alle være dækkende. Denne bog gør ondt i hjertet. Man kan ikke undgå at sympatisere med personerne, og deres smerte bliver din smerte.

Bogen skildrer så fint det smukke i venskaber, som holder gennem livet, og hvad det er, der netop får dem til at holde og være noget særligt. Hvordan venner kan redde dig, når du er allerlængst nede. Den er gribende smuk i sin beskrivelse af kærligheden og af, hvordan kærligheden nogle gange ikke kan overkomme alt.

Jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig, og selvom den er 800 sider lang, var det ikke en side for meget. Historien tager nogle drejninger, der er som et slag i ansigtet, og som gør lommetørklæder absolut nødvendige. Og selvom bogen rev mit hjerte ud, var det som at skulle tage afsked med en elsket ven, da den sluttede, og den sad i mig længe efter.

Dette er en af de bedste bøger, jeg har læst, og jeg vil anbefale alle at læse den. Jeg håber, at Yanagihara formår at skrive flere bøger af denne kaliber, for så er der virkelig noget at glæde sig til.

Hanya Yanagihara, Et lille liv, Politikens Forlag, 800 sider, februar 2017