Alexander von Humboldt var en videnskabelig superstjerne før superstjerner var et begreb. Den tyske videnskabsmand var noget af en polyhistoriker, rejste til såvel Sydamerika som Rusland, udgav bestsellers om naturvidenskab og bibragte ny viden om geografi, botanik, etnologi, miljø og meget mere – og ikke mindst en helt ny måde at forstå naturen som et samlet hele.

Han var også en mand, der oplevede den franske revolution, napoleonskrigene og 1800-tallets mange revolutioner – og så mødtes han med sin tids store skikkelser lige fra Goethe over Thomas Jefferson og et utal af konger og videnskabsmænd. Kort sagt var Humboldt en mand, der nok er en biografi værd.

Det har han også fået i Wulfs velskrevne Opfindelsen af naturen, der tager læseren kronologisk igennem Humbolts liv fra barndommen med den uinteresserede mor, over de store videnskabelige rejser og landvindinger til alderdommen som stadig aktiv og meget hædret åndsmenneske. Humboldt får ristet en rune, i et omfang hvor det mere ligner en hagiografi end en biografi.

Det går nok, man skal ikke altid pille store mennesker ned, selvom jeg mange gange undervejs spurgte mig selv, om alt nu var helt så fantastisk som det bliver fremstillet – ikke mindst på rejserne, hvor det først og fremmest er Humboldt selv, der er kilde til de store oplevelser, som bliver videreformidlet uden kildekritik.

Opfindelsen af naturen skal altså læses som en rigtig god indføring i Humboldts liv og tanker for uindviede læsere. En populærvidenskabelig fremstilling, men altså ikke et videnskabeligt værk.
Så meget mere underligt er det, at forfatteren har vedhæftet mere end 150 sider med noter, henvisninger og litteratur til bogen. Med sine 448 siders rigtig tekst er den rigeligt lang i forvejen, og mange læsere vil desværre nok hoppe fra inden de overhovedet åbner bogen, fordi 600 sider virker uoverskueligt og i øvrigt gør den fysiske bog tung og klodset. Værket bliver ikke mere videnskabeligt af at tilføje en tredjedel noter; man må da håbe at bogen i det mindste er trykt på genbrugspapir, så den ikke med sin oppustede tykkelse bidrager til den udpining af naturen, som Humboldt selv advarede imod.

Hvis du efter at have læst denne biografi får lyst til at læse en roman om Humboldt, så anbefaler bogblogger Daniel Kehlmanns Opmålingen af verden, som er et mesterværk af en bog.

Andrea Wulf: Opfindelsen af naturen. 611 sider, Gads forlag. Oversat af Nanna Lund, 2019