To tyske videnskabsmænd møder hinanden i Berlin i 1828. Den ene er den vidtberejste opdager, Alexander von Humboldt, den anden den misantropiske matematiker Carl Friedrich Gauss. Det møde har Daniel Kehlmann spundet en underholdende ende over.

De to videnskabsmænd opmåler verden på hver deres måde. Den ene udforsker matematikkens væsen og må arbejde som landmåler inden han får et professorat i Göttingen. Den anden sætter liv og lemmer på spil i udforskningen af Sydamerika, mellemøsten og Rusland.

Begge kommer de trods deres genialitet på kort i et Tyskland, hvor de politiske hensyn ikke er så enkle at udrede som Orinoco-floden eller fysikkens paradokser.

Opmålingen af verden er en fin lille bog, der med et præcist sprog udleverer sine hovedpersoner på godt og smerteligt ondt. Det koster, at være dedikeret videnskabsmand i en tid, hvor Napoleons hære og engelske krigstrommer kan rive tæppet væk under selv de mest videnskabelige studier i det fremmede eller hjemme i landsbyen. Dengang, som nu, banker samfundet på videnskabsmandens dør og stiller krav om ydelser til gengæld for støtten til det videnskabelige arbejde.

I en tid hvor kongelige og kendte kan få biografier inden de fylder 40 er det befriende at læse om mænd, der rent faktisk udrettede noget. Det er ikke en helteroman (og dele af indholdet er skam også pure opspind, deraf roman-kategorien) men litteraturen har haft det med at overse sine videnskabelige venner. Det gør Kehlmann bestemt ikke, og det skal han have tak for. Naturvidenskabeligt interesserede som undertegnede kan håbe på, at romanens succes skaber en litterær trend…

Kehlmanns roman er et lille mesterværk om mænds storhed og (moralske) fald. Den har været den bedst sælgende roman i Tyskland i mere end 20 år, men det skal ikke afholde nogen fra at læse den.

Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden. Forlaget Per Kofod. 288 sider.