Kate Quinn har med ”Jægerinden” skrevet en fremragende og medrivende bog, der præsenterer os for et interessant dilemma. Hvad kan man tilgive? Hvor meget kan man tilgive? Og hvornår kan man tilgive?

I bogen er svaret relativt sort og hvidt, og det har det nok også været for de fleste mennesker, der har stået i situationer som denne i den tid, hvor handlingen udspiller sig. Alligevel forestiller jeg mig, at rigtig mange mennesker rundt om i verden efter 2. Verdenskrig har fundet sig selv i situationer som den, vore hovedperson, Jordan, befinder sig i, og at det måske ikke altid har været så let at dømme.

Lad mig forklare. Vi følger en række forskellige personer i forskellige tidsperioder – både under 2. Verdenskrig og efter krigen i Boston i USA. I krigen følger vi den unge, sprudlende kvindelige russiske pilot, Nina, og vi følger i øjeblikke den tyske jægerinde, der efterhånden har en del gode liv på samvittigheden – heriblandt seks børn. Derudover er hun også på jagt efter Nina, der er styrtet ned bag fjendens linjer.

I 1950 i Boston møder vi Anneliese Weber og hendes datter, Ruth. Anneliese bliver forelsket i Jordans far, og selvom Jordan har problemer med, at Anneliese er tysker, så overvinder den elskelige kvinde Jordans skepsis og bliver hendes dejlige stedmor. Men endnu vigtigere: Ruth bliver hendes lillesøster.

I Boston finder vi også Ian Graham, der efter sin tid som britisk krigskorrespondent nu er nazijæger. Og han er på jagt efter jægerinden og har brug for hjælp fra Nina, som er det eneste kendte vidne, der kan identificere hende.

Det er en på alle måde gribende fortælling om tryghed og kærlighed i en tid lige efter krigen, der skreg på begge dele. Men den er også en fascinerende beretning, der er baseret på virkelige personer. Jægerinden har ikke som sådan eksisteret, men hun er sammensat af to kendte tyske krigsforbrydere. De kvindelige russiske piloter kendt som ’natteheksene’ eksisterede og skabte store problemer for de tyske tropper på østfronten. Nazijægerne findes stadig. Og alt i alt er der så meget at nikke genkendende til, at handlingen ikke kan undgå at komme lidt tæt på.

Kate Quinn skrev også ”Kodenavn Alice”, som jeg anmeldte sidste år. Jeg skrev dengang, at jeg håbede, den ikke blev Kate Quinns sidste roman, der blev oversat til dansk. Det blev det heldigvis ikke. Og HarperCollins bør ikke stoppe her. For Quinn kan både skrive og skrue en fed historie sammen.

Kate Quinn: Jægerinden”, Forlaget HarperCollins, 640 sider, udkom 9. september 2019.