“I stedet for at skrive digte med tilløb og dybdeforløb, fik jeg lyst til at skrive en slags sansedagbog. En registrant. En fortælling om et år. Et år uden fokus på særlige begivenheder. Uden politik og personlige kriser. Mit år og alligevel ikke mit år. Et år som, som måske takket være haikuformens begrænsninger ville blive et år, som alle og enhver ville kunne spejle sig i.”

Sådan skriver forfatteren og filmanmelderen i efterskriftet til den fine lille bog 364 – et år i Haiku. Her giver Skotte sit bud på, hvordan årets små og store begiveheder og tanker ville se ud, hvis man omsatte dem til haikudigte. En spændende tanke – og et projekt, der næsten lykkes.

Et japansk haikudigt består som udgangspunkt af 17 skrifttegn fordelt på tre gruppe med henholdsvis fem, syv og atter fem tegn. Det traditionelle Haikudigt indeholder altid elementer af natur og skal foregå i nutid. Haikudigte beskriver dybe stemninger med meget få ord og på en simpel måde. Derfor er de ofte ligeså dybsindige som de er enkle. Kim Skotte har valgt at overholde Haikudigtenes form, som på dansk består af tre linjer.

Forfatteren lader rækkefølgen af sine digte følge årets gang, og vi får et digt for hvert af årets dage. Jeg har både læst dem i træk, og læst dem som det digt pr dag (ét for hver dag i september). Det sidste fungerer bedst, fordi inden stramme haikuform kan blive lidt monoton, når man læser 364 i træk.

Som det er tilfældet i de japanske Haikudigte, tager Skotte udgangspunkt i en konkret natursituation, og ender i en dybsindig reflektion, og jeg har flere yndlingsdigte i den fine samling.

For eksempel disse to:

“Forårskuldens bid /
Tænker på døde venner /
Ensomme snefnug”

og:

“Fjerne rejsende /
et flys flænge i himlen /
lydløs ravage “

To meget flotte digte, hvor det dybsindige står side om side med det hverdagsagtige, som således hæver sig til vidunderlig og malende poesi. Desværre er det ikke alle digtene, der har lige skarpt pointeringer. Men det får de rigtig gode mig til at bære over med.

Rent kompositorisk og rent grafisk er bogen yderst raffineret. De digte, der hører til årets mørke perioder er placeret nederst på siden. Og efterhånden som lyset vender tilbage og solen stiger højere op på himlen, placeres digtene højere og højere på siden. Et genialt træk.

Kim Skotte tager mange fine og dagligdags situationer på kornet. Og det er også ifølge forfatteren selv hans formål. Nemlig at fastholde de mange forvirrede indtryk, man som menneske får i løbet af en dag. Det er blevet til en række smukke sanseglimt, hvor digterne flyder af sted i takt med året. Jeg er dybt begejstret, og vil gemme bogen og læse et digt dagligt. Hverdagen fortjener altid universelle og poetiske nedslag, der maner til reflektion.

Kim Skotte: 365 – et år i haiku, Forlaget Republik, august 2019, 424 sider.