Joël Dicker: Stephanie Mailers forsvinden
Forventningens glæde er stor, når min yndlingsforfatter udgiver en ny bog. Lige siden Dickers store internationale gennembrud; romanen Sandheden om Harry Quebert-sagen, der nu også er lavet til en fremragende tv-miniserie med Patrick Dempsey i hovedrollen (allerede dér har produceren brilleret!), og dernæst efterfølgeren Bogen om Baltimore-familien har jeg glædet mig som et lille barn juleaften til at se, hvad han nu har fundet på. Stephanie Mailers forsvinden er endnu et godt eksempel på Joël Dickers evne til at sammenstykke historier på tværs af tid og sted, der får læseren indhyllet i en fortælling, der bare ikke må ende – og det selvom denne Dicker-roman er på hele 634 sider.
Scenen er sat i den lille amerikanske by Orphea i 1994. Orpheas borgmester, hans familie og en tilfældig forbipasserende kvinde er blevet brutalt myrdet, og de unge politiefterforskere Jesse og Derek får til opgave at opklare sagen. Efter et grundigt opklaringsarbejde fanger de to efterforskere gerningsmanden og får stor anderkendelse for deres arbejde. Sagen lukkes, men 20 år efter kontakter journalisten Stephanie Mailer Jesse og fortæller ham, at de ikke fangede den rigtige morder dengang i 1994. Jesse, der snart går på tidlig pension, fordi han vil starte sit eget projekt op, kan ikke lade Stephanie Mailers kommentar ligge. Han forsøger at kontakte hende om sagen, men inden de når at mødes igen, er Stephanie Mailer forsvundet.
Hvad var det, som hændte den aften i 1994, hvor Orpheas store kulturfestival havde premiere? Jesse kan ikke glemme Stephanies besked, og han beslutter sig for at bruge de sidste dage, han har tilbage som efterforsker i politiet, til at dykke ned i politiets arkiver og granske i sagen om massedrabet for at gennemgå sit eget arbejde, dengang han var en ny-udklækket politiefterforsker fyldt med store ambitioner.
Dickers bøger er ikke spændingsromaner med fart over feltet. Det kan også ses på sideantallet, som er omkring 500-700 i hans tre romaner, og alle har det til fælles, at de er bygget langsomt op med en stor rollebesætning, hvor alle karakterer får mulighed for at dele deres synspunkter. Dicker har en evne til sammenfatte en historie med så mange forskellige tråde, som man ikke forstår vigtigheden af, før historien er læst. Det er også tilfældet med Stephanie Mailers forsvinden, som tager dig med på en masse omveje og forskellige tidslinjer og sørger for, at karakteroversigten bagerst i bogen flittigt bliver læst. Romanen indeholder typisk for Dickers bøger et yderst gennemarbejdet plot, humor, en forfatterspire eller flere og en historie, du husker, længe efter bogen er læst.
Joël Dicker: Stephanie Mailers forsvinden, Rosinante, 634 sider, september 2019