Marianne Monteau: Jeg er den skyldige
Et yderst bestialsk mord, en ung politiassistent med en atypisk studiebaggrund og en tragedie i bagagen – M. Monteaus krimi Jeg er den skyldige spiller på alle tangenter.
Den 60-årige Margit Blixt, som er blind og lam fra underkroppen og ned, bliver en lun aften brutalt myrdet på sin plejehjemsstue på Plejehjemmet Birkehaven i Aarhus. Personalet er tilstede, men opdager intet, før det er for sent. Den 33-årige politiassistent Lucy Kiehl får nærmest ikke smidt jakken på sin første arbejdsdag på politigården i Aarhus, før hun bliver kaldt ud til gerningsstedet. Det viser sig, at Margit bestemt ikke er en vellidt ældre dame, og listen over mistænkte bliver hurtigt lang.
Lucy har endnu ikke fundet et permanent sted at bo og bor derfor hos en vens familie. Hun stammer selv fra Aarhus, men kan ikke overskue at flytte ind hos sin mor. Inden længe får en gammel ven nys om, hvor Lucy bor, og han har ikke de reneste intentioner. Alt imens Lucy og hendes nye team forsøger at opklare mordet på Margit Blixt, findes endnu en dræbt kvinde. Denne gang er det meget ung kvinde. Det står snart klart, at det er én og samme morder, der er på spil –og at ofrene på den ene eller anden måde er forbundet.
Jeg kan ikke fordrage at skrive negative anmeldelser af ny-udgivelser. Det bliver nu alligevel tilfældet med Jeg er den skyldige. For selvom sproget i denne krimi er perfekt, og den lagde godt ud, så er der noget, der klinger falsk. Karaktererne er alt for karikerede, og jeg fandt ikke plottet troværdigt. Det er brandærgerligt, for Marianne Monteau er god til at skrive. Alt for mange detaljer i bogen er bare overflødige, og det efterlader for lidt til fantasien. Når det er sagt, kan jeg kun gentage, at Marianne Monteaus sprog er godt, og jeg har tænkt mig at give hendes næste bog en chance.
Jeg er den skyldige er første bind i en ny krimiserie af Marianne Monteau, som udspiller sig i og omkring Aarhus og har den 33-årige Lucy Kiehl i hovedrollen.
M. Monteau: Jeg er den skyldige, Forlaget Grønningen 1, 439 sider, september 2019
[…] Læs også anmeldelsen af Jeg er den skyldige. […]