Forfatteren Julian Fellowes er blandt andet kendt for sit formidable arbejde med tv-serien “Downton Abbey” og romanen “Belgravia”. Derfor var mine forventninger til hans roman “Fine fornemmelser” høje, omend titlen på bogen skuffede, inden jeg kom i gang med læsningen. Åh, hvor ærgerligt, det samme gjorde sig gældende med indholdet. Julian Fellowes er en mester udi storytelling, men denne gang mister han min interesse, for historien er for kedelig og forudsigelig.

Scenen sættes i Sussex, hvor vi møder den smukke Edith Lavery, der arbejder som telefondame hos en ejendomsmægler, der slår benene væk under Charles Broughton, søn af markisen af Uckfield. Et umage par standsmæssigt, intellektuelt, seksuelt, ja, i praktisk taget alt. Hun gik ind i ægteskabet for at få en titel, og det virker ikke så troværdigt på mig, når historien skal foregå i 1990’erne. Netop titler og det, der følger med af viden, bekendtskaber, gøren og laden er omdrejningspunktet for romanen. Edith er tidligere skuespiller, og da der skal optages en tv-serie på godset, opdager hun en attraktiv skuespiller, Simon, og de har mere end kærligheden for skuespillet til fælles. Og ja – så ved man næsten godt, hvad der så sker.

Fortælleren er en mandlig skuespiller, der har venner i det gode borgerskab. I begyndelsen undrer hans figur mig, da han kun kender hovedpersonerne perifære og ofte får udtrykt: “Jeg ved ikke, om det var sådan”, og “i den periode havde vi ingen kontakt” osv. Han er svær at få et billede af, hvilket er sådan en skam, for det er jo ellers det, Julian Fellowes gør så godt: at skabe billeder med sine maleriske beskrivelser og skarpe dialoger. Dog vinder fortælleren ved nærmere bekendtskab og fremstår som den ven, der passer ind alle steder med sin diplomatiske

Der er ikke rigtigt nogle personer, der bliver fremstillet sympatisk – de er nærmere tenderende patetiske og med tryk på fejl og mangler. Derfor kommer man ikke helt ind under huden på dem og kan nære empati for deres situation. Dog måske en smule for Charles, der har vist sig at købe katten i sækken, men samtidig er han vist en af de eneste, der ikke havde set det komme.

Selvfølgelig er der stor forskel på overklasse og middelklasse, men at fortælle om de forskelle på så mange sider bliver for langtrukkent. Hvordan de forskellige klasser gebærder sig og tænker, så jeg meget hellere foldet ud i samtale. Dialog er en væsentlig mangelvare i denne roman. Alt for meget beskrivelse ud fra fortællerens synspunkt, for lidt samtale – don’t tell it, show it. Vi får påduttet en holdning til personerne i stedet for at skabe den selv ud fra samspillet i den måde, der bliver talt og diskuteret.

Bogen kan imidlertid sagtens læses – er man glad for fortællinger om det engelske aristokrati, de fjollede sagte og usagte regler og en historie om venskaber, og man husker at sætte sine forventninger lavt, bliver man ikke skuffet.

Du kan læse anmeldelse af Julian Fellowes’ roman “Belgravia” her: Julian Fellowes: Belgravia

Fine fornemmelser, Julian Fellowes, Hr. Ferdinand. 368 sider. Oversat af Inger Kristensen. Udgivet 3. september 2019